Af Ritzau - 30/11-16 23:03

Mourinho-løse United får pokalopmuntring mod West HamMourinho-løse United får pokalopmuntring mod West Ham

Manchester United vandt overbevisende med 4-1 over West Ham og er klar til semifinalen i Liga Cup.

Det har haltet for Manchester United i denne sæsons første måneder, men med 4-1-sejren over West Ham onsdag aften har José Mourinhos tropper sikret sig en tiltrængt opmuntring.

Portugiseren var ikke selv på sidelinjen på grund af karantæne, men det lagde ingen dæmper på et veloplagt United-mandskab, der med sejren er klar til semifinalen i Liga Cuppen.

Kun da målmand David de Gea ti minutter før pausen tabte Dimitri Payets langskud og dermed forærede Ashley Fletcher udligningen til 1-1, så hjemmeholdet kortvarigt en smule rystet ud.

Bortset fra de minutter var United i fuld kontrol. Zlatan Ibrahimovic bragte efter blot to minutters spil sit hold på 1-0 på Henrikh Mkhitaryans forarbejde, og det slog takten til resten af kampen.

Mkhitaryan stod også for oplægget til Anthony Martials 2-1-scoring kort efter pausen, og den ellers formsvage franskmand øgede senere til 3-1 ved at puffe bolden over målstregen fra kort afstand.

Målet afgjorde reelt kampen, for West Ham kunne slet ikke svare igen. Til slut var United-lejren endda så sikker på sejren, at man sendte den ellers udstødte Bastian Schweinsteiger på banen.

Dybt inde i dommerens tillægstid afsluttede Zlatan Ibrahimovic festen på passende vis ved at lave kampens sidste mål til 4-1.

United følger dermed efter Hull, Liverpool og Southampton til semifinalen i den lille pokalturnering.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress