Af Ritzau - 21/08-16 12:17

Karlsson lavede åben politianmeldelse af MesserschmidtKarlsson lavede åben politianmeldelse af Messerschmidt

Messerschmidt har forfalsket papirer for at få udbetalt EU-støtte, lyder anklagerne fra Rikke Karlsson.

Politiet vil undersøge alle forhold i forbindelse med politianmeldelsen af EU-parlamentsmedlem Morten Messerschmidt (DF).

Det siger hans forhenværende partifælle og nu uafhængigt medlem af parlamentet Rikke Karlsson, som har anmeldt ham.

- Det er lavet som en åben anmeldelse, men jeg kalder det en anmeldelse for identitetstyveri, fordi det er det, jeg mener er sket.

- Jeg kan berolige alle, som gerne vil have sagen undersøgt, med, at det er en bred undersøgelse, som jeg har bedt om at få lavet af politiet, siger hun.

Sagen er en udløber af Dansk Folkepartis omdiskuterede brug af midler fra den EU-støttede fond Meld.

Lørdag såede Lars Bo Langsted, professor ved Aalborg Universitet, tvivl om anmeldelsens ordlyd, da det først kom frem, at det skulle være en anmeldelse om identitetstyveri.

Men det er altså endt med at blive en åben anmeldelse, siger Rikke Karlsson.

Ekstra Bladet fremlagde torsdag dokumenter, der viser, at både parlamentsmedlemmet Jørn Dohrmann (DF) og Rikke Karlsson har været medlemmer af bestyrelsen i den EU-støttede fond Meld.

De blev valgt på fondens generalforsamling i november 2014, hvor ingen af dem var til stede. Dokumenterne har Morten Messerschmidt underskrevet.

Rikke Karlsson hæfter sig ved, at hun står indskrevet som litauer.

- Når jeg ser i dokumenterne, at jeg er indsat som litauer, så bliver jeg virkelig bekymret. Det var netop de beskyldninger, parlamentet kom med i forbindelse med lukningen (af Meld, red.).

- Man levede ikke op til at have nok nationaliteter, det har man forsøgt at gøre ved at indskrive mig som anden nationalitet, for så har man forfalsket oplysninger for at leve op til at få midlerne udbetalt, siger Rikke Karlsson.

For at leve op til kravene om EU-støtte skal der være syv forskellige nationaliteter. Ifølge papirerne var der dog kun seks, selv om Rikke Karlsson stod opført som litauer, siger hun.

Hun hæfter sig desuden ved, at både Jørn Dohrmanns navn og hendes eget står stavet forkert i dokumenterne.

Både Meld og den politiske alliance Feld blev lukket ved udgangen af 2015.

I maj i år afgjorde Europaparlamentets politiske ledelse, at der er misbrugt EU-midler til at føre dansk kommunal valgkamp. Meld skulle tilbagebetale knap tre millioner kroner.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress