Af Ritzau - 24/06-16 17:18; Opdateret: 24/06-16 20:55

Kristian Jensen: Hele EU har brug for afklaringKristian Jensen: Hele EU har brug for afklaring

Usikkerheden efter det britiske exit skal være så kort som muligt, lyder det fra briternes 27 EU-partnere.

storybild

Den danske udenrigsminister, Kristian Jensen (V), ankommer til Luxembourg dagen efter den britiske folkeafstemning. (Billede: Scanpix/Julien Warnand)

Samtlige de resterende 27 medlemslande har brug for en hurtig afklaring for det videre forløb, efter at de britiske vælgere har stemt deres land ud af det europæiske samarbejde.

Det siger den danske udenrigsminister, Kristian Jensen (V), efter at han fredag har holdt møde med de øvrige EU-landes udenrigs- og europaministre i Luxembourg.

- Jeg kan godt forstå, at Storbritannien har behov for at finde ud af, hvad de egentlig skal mene. Men sagen er den, at vi fra resten af EU's side har behov for en afklaring så hurtigt som muligt, siger han.

- Lige nu er der meget stor usikkerhed. Det kan også ses på både valutakurser og børsmarkeder, og den usikkerhed skal være så kort som muligt, tilføjer han.

Den britiske premierminister, David Cameron, har meddelt, at han som følge af resultatet trækker sig tilbage. Det sker i oktober.

Hans europaminister, David Lidington, deltog også i mødet i Luxembourg, og han var både rørt og skuffet over resultatet.

Ifølge Kristian Jensen sagde Lidington, at briterne har brug for at få en ny regering på plads og et nyt lederskab i det konservative parti, inden de skal tage fat på drøftelserne med EU.

Den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, siger, at det britiske EU-exit betyder, at de tilbageværende 27 medlemslande må lytte nøje til deres befolkninger og ikke bare presse på med yderligere EU-integration.

Steinmeier opfordrer også de 27 lande til at undgå nogen former for "hævnaktioner" efter den britiske afstemning, skriver Reuters.

Tirsdag og onsdag i næste uge vil alle stats- og regeringschefer være samlet til planlagt EU-topmøde i Bruxelles, hvor brexit vil være den altoverskyggende dagsorden.

Kristian Jensen kan dog ikke forud for mødet fortælle, hvad der kommer til at stå i topmødeerklæringen om briternes farvel.

- Den beslutning bliver truffet hen over weekenden, hvor der vil være en massevis af møder for at finde nogle ord, der lige præcis kan rumme de 27 lande.

- For selv om der er en bred kreds af enighed, er der også nuancer, siger udenrigsministeren.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress