03/02-16 11:16

Ishockeyspillere: DIU og Ligaforeningen nægter dialogIshockeyspillere: DIU og Ligaforeningen nægter dialog

Ishockeyspillernes fagforening har forgæves forsøgt at forhandle med DIU og Ligaforeningen om en overenskomst.

Siden sommeren 2015 har Dansk Ishockey Union (DIU) og Ligaforeningen nægtet at gå i dialog med Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF), der er ishockeyspillernes fagforening, om en ny overenskomst.

Sådan lyder det fra DEF, som forklarer, at man flere gange har forsøgt at få gang i dialogen, men der er intet sket fra DIU og Ligaforeningens side.

- Vi har forsøgt at få DIU og Ligaforeningen tilbage til forhandlingsbordet. Men hver gang vi har skrevet til dem, har de pure afvist at mødes med os.

- Vi har skrevet flere gange i løbet af december og januar, men det er der ikke kommet noget ud af, siger Sebastian Dahm, landsholdsmålmand og bestyrelsesmedlem i DEF, i en pressemeddelelse.

- Det er helt centralt, at vi får gang i forhandlingerne nu. Det kan ikke vente længere. Vi skylder alle parter at finde en løsning.

- Vi kræver en overenskomst, der sikrer spillerne bedre i forhold til skader, forsikring og pension, og som samtidig skærper fokus på uddannelse og karriererådgivning, siger han.

DEF er overbevist om, at der kan findes en løsning ganske hurtigt, hvis først DIU og Ligaforeningen vender tilbage til forhandlingerne.

- Det er helt centralt for os spillere, at der kommer en aftaleret på plads for vores fagforening, DEF, men derfra er vi helt klar på, at rammerne for overenskomsten skal findes i samarbejde med DIU og Ligaforeningen, siger Morten Andreasen, der spiller i Rødovre og er bestyrelsesmedlem i DEF.

Mark O. Madsen, der er formand for DEF, fortæller, at man fra fagforeningens side er ved at miste tålmodigheden med DIU og klubbernes konstante afvisninger.

- Vi har i flere måneder forsøgt at få en dialog i gang om rammerne for dansk ishockey. Det er på tide, at unionen og klubberne kommer tilbage til forhandlingsbordet.

- Som fagforening har vi selvfølgelig nogle værktøjer, vi kan vælge at bruge, hvis ikke der kommer gang i forhandlingerne. Men vi håber, det kan klares gennem dialog, siger Mark O. Madsen.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress