Af Ritzau - 22/11-16 13:57

Fængselsbetjente er syge 23 dage om året i gennemsnitFængselsbetjente er syge 23 dage om året i gennemsnit

Langtidssygefravær i Kriminalforsorgen bærer en stor del af skylden, lyder det fra personalechef.

Fængselsbetjente har i gennemsnit 23 sygedage om året, viser undersøgelse fra Fængselsforbundet. Sygefraværet er på et år steget med tre dage i gennemsnit. Forbundsformand Kim Østerbye kæder det sammen med mere vold og for få betjente.

- Der er mange ting, som bevæger sig i den forkerte retning i Kriminalforsorgen i øjeblikket, lyder det fra Kim Østerbye.

- Vi oplever mere og mere vold. Vi mangler betjente. Vi bliver pålagt nye opgaver. I den situation er det ikke underligt, at personalet bliver slidt ned. Folk kan ikke holde til mere, siger han i en pressemeddelelse.

Ifølge Fængselsforbundet, som er fængselsbetjentenes fagforening, ligger det gennemsnitlige syge fravær blandt andre statsansatte på kun ni dage.

Forbundet oplyser, at der i de første otte måneder af 2016 har været 373 tilfælde af vold eller trusler rettet mod fængselspersonale. Det er 100 episoder mere end i samme periode året før.

Hos Kriminalforsorgen, som er fængselsbetjentenes arbejdsgiver, fortæller personalechef Marianne Fæster Nielsen, at det navnlig er langtidssygefraværet, der er skyld i det høje, samlede sygefravær.

- Vi kan se, at omkring 43 procent af det samlede sygefravær i Kriminalforsorgen kommer fra cirka 160 medarbejdere med et sygefravær på over 100 dage, siger hun til fagbladet Fængselsfunktionæren.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress