15/02-16 11:46

DF: Søren Pind skal forklare nøl i sagen om UberDF: Søren Pind skal forklare nøl i sagen om Uber

DF kalder justitsministeren i samråd for at få afgjort den omstridte Uber-tjenestes skæbne i Danmark.

storybild

Dansk Folkeparti kalder justitsminister Søren Pind (V) i samråd for at få en hurtig afgørelse i sagen om samkørselstjenesten Uber, der beskyldes for pirat taxakørsel. (Billede: Free/Colorbox)

Det er over et år siden, Trafikstyrelsen meldte befordringstjenesten Uber til politiet. Alligevel er det endnu ikke afgjort, om den amerikanske taxiapp er lovlig.

Det er utilgiveligt nøl, mener Dansk Folkeparti, der kalder justitsminister Søren Pind (V) i samråd for at få sat turbo på processen.

- Det er helt urimeligt, at juristerne sidder med hænderne i skødet, mens folk går fra hus og hjem, siger transportordfører Kim Christiansen (DF) til Ritzau.

- Det er over et år siden, at Trafikstyrelsen politianmeldte Uber, og der stadig ikke kommet en reaktion fra Rigspolitiet. Det er simpelthen ikke i orden. Det er helt utilstedeligt, at justitsministeren ikke har reageret endnu, tilføjer han.

Lørdag aften demonstrerede københavnske taxichauffører mod Uber og krævede lige regler for samme arbejde. Hvis taxichauffører skal være forsikrede, betale skat og have erhvervskort, skal Uber-chaufførerne det samme, lød argumentet.

Kim Christiansen bakker op om taxichaufførernes krav og vil have ulovliggjort "pirattjenesten" Uber.

Søren Pind har tidligere forklaret over for Politiken, at Uber-sagen ikke er trukket ud, fordi den ligger stille.

- Sagen mod Uber som selskab indeholder komplekse EU-retlige spørgsmål, som er ved at blive afklaret nærmere, sagde ministeren torsdag til Politiken.

Men han må finde en anden forklaring frem for at stille Kim Christensen tilfreds på det kommende samråd.

- Taxalovgivningen er national lovgivning. Så det er noget decideret vrøvl. Man har lige forbudt Uber i Frankrig, men Danmark har en eller anden panisk angst for at træde EU over tæerne, siger transportordføreren.

Den langtrukne Uber-sag spænder samtidig ben for den reform af taxalovgivningen, som transportminister Hans Christian Schmidt (V) så småt har taget hul på. Sådan lyder meldingen fra Folketingets to største partier, Socialdemokraterne og DF.

- Der bliver ikke lavet en ny taxalov, hvor Uber figurerer. Det burde være indlysende for alle, siger Kim Christiansen.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress