Af Ritzau - 27/09-16 14:40

Forsvarsministre skyder forslag om EU-hær til hjørneForsvarsministre skyder forslag om EU-hær til hjørne

De europæiske forsvarsministre er ikke varme på idéen om fælles militærstyrke, siger Peter Christensen (V).

Der var ikke den store opbakning hos de europæiske forsvarsministre til EU-Kommissionens forslag om en fælles EU-militærstyrke.

Det fortæller den danske forsvarsminister Peter Christensen (V), der tirsdag deltog i et uformelt møde med forsvarsministrene i Bratislava.

- Der var en klar holdning fra medlemslandene om, at vi skulle undgå duplikering af det, Nato kan, og dermed også undgå at bygge et unødigt bureaukrati op i europæisk regi, siger han.

Det var kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, som i forbindelse med sin state of the union-tale tidligere på måneden foreslog at etablere en fælles militærstyrke med et fælles militært hovedkvarter.

Det skulle ske for at imødekomme de sikkerhedsudfordringer, som unionen står over for.

Danmark, repræsenteret af Peter Christensen, var et af de medlemslande, der vendte tommelfingeren ned til forslaget.

Samarbejdet mellem EU og den allerede eksisterende vestlige forsvarsalliance Nato skal i stedet udbygges, siger han.

- Vi får ikke flere soldater ud af at bygge hovedkvarterer op, siger forsvarsministeren og fortsætter:

- Vi skal udnytte de forskellige styrker, som EU og Nato har, hvor Nato har den militære og mere hårde værktøjskasse, mens EU har mere bløde kapaciteter til forebyggelse og stabilisering. Det flugter rigtig godt, siger han.

Det er dog endnu for tidligt at sige, om tirsdagens uformelle møde betyder, at der er blevet sat endeligt punktum for den fælles EU-militærstyrke, lyder det.

- Det vil tiden vise. I dag har forsvarsministrene sendt de politiske signaler, og nu vil diplomatiet gå i gang med at udforme et mere konkret papir. Det er for tidligt at sige, hvor det lander henne, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress