27/01-16 15:35

Chelsea sælger og lejer i brasiliansk transfersvingdørChelsea sælger og lejer i brasiliansk transfersvingdør

De engelske mestre fra Chelsea har solgt Ramires til en kinesisk klub, men henter til gengæld Alexandre Pato.

Chelsea-manager Guus Hiddink er ved at trimme og forstærke holdet efter den sløje første halvsæson i årets Premier League, og det har onsdag ført til både salg og leje af brasilianere.

Den løbestærke midtbanespiller Ramires, som havde en stor stjerne hos tidligere manager José Mourinho, er blevet solgt til den kinesiske klub Jiangsu Suning.

Ifølge engelske medier har Chelsea fået omkring 250 millioner kroner for brasilianeren, der for mindre end et halvt år siden forlængede sin kontrakt med London-klubben.

Det var dengang, manageren hed José Mourinho.

Ramires kom til Chelsea i 2010, og han står noteret for 51 landskampe for Brasilien.

Mens Ramires forlader London, så kommer én af hans landsmænd ind af svingdøren samtidig.

Det tidligere Milan-stortalent Alexandre Pato meddeler selv, at han er blevet udlejet til Chelsea fra den brasilianske klub Corinthians.

- Jeg er ekstremt glad. Det er en drøm at komme hertil. Chelsea er mit nye hjem, siger den 26-årige brasilianske angriber til Sky Sports.

Chelsea har ikke bekræftet lejemålet endnu, men rygterne har floreret i et stykke tid.

London-klubben råder i forvejen over brasilianerne Oscar og Willian.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress