18/01-16 05:00

Scheuer-Larsen: Wozniacki skal styrke sig mentaltScheuer-Larsen: Wozniacki skal styrke sig mentalt

Tenniskommentator Tine Scheuer-Larsen mener, at Wozniacki er for slap, når kampene skal lukkes.

Caroline Wozniacki skal efter mandagens nedtur ved Australian Open blive bedre til at lukke sine kampe, når hun har chancen.

Det mener TV3 Sport-kommentatoren Tine Scheuer-Larsen.

Den tidligere danske verdensetter styrede længe mod sejren i første runde i Melbourne mod kasakheren Yulia Putintseva, men verdensranglistens nummer 76 endte med at vinde 1-6, 7-6 og 6-4.

- Caroline fik ikke lukket kampen. Hun havde sejren inden for rækkevidde, men fik ikke sat punktum, siger Scheuer-Larsen.

- Hun styrede det i halvandet sæt. Putintseva bliver inviteret tilbage i kampen, og hun spiller mere kreativt og med større variation end Caroline.

- Caroline gør det svært for sig selv ved ikke at være en smule mere kontant i sit spil, mener Scheuer-Larsen.

Tenniskommentatoren vurderer, at en stor del af Wozniackis problem sidder mellem ørerne. Den danske tennisspiller har måske behov for mental assistance.

- Caroline har for nylig ansat en fysioterapeut, men jeg ved ikke, hvordan hun træner det mentale. Måske kunne det være en hjælp.

- Rent spillemæssigt har hun værktøjerne, men hun mangler noget, når kampene skal lukkes. Måske skal der arbejdes mere intenst og målrettet på det, siger Scheuer-Larsen.

Tenniskommentatoren henviser til puertoricaneren Monica Puig, der efter et skidt 2015 har arbejdet intenst med det mentale frem mod 2016. I sidste uge nåede Puig finalen i en WTA-turnering i Sydney.

- I stedet for at arbejde med det tekniske og fysiske i vinterpausen satte Puig benhårdt ind på det mentale.

- Når man er oppe i verdenstoppen, så skal kampene lukkes, når døren er åben, siger Scheuer-Larsen.

Caroline Wozniacki har de senere år klaret sig dårligere og dårligere ved Australian Open. Sidste år røg danskeren ud i anden runde, og i 2014 nåede Wozniacki tredje runde.

- Nu må det jo gå fremad igen til næste år, siger Scheuer-Larsen.

- Jeg har det svært med tendenser og vil gerne forsøge at afdramatisere det.

- Jeg håber på, at det her nederlag bliver brugt konstruktivt, så det ikke sker igen, siger kommentatoren.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress