12/02-16 15:26

Novo A/S' bestyrelsesformand: Kolding er fyretNovo A/S' bestyrelsesformand: Kolding er fyret

Ifølge bestyrelsesformanden har Eivind Kolding godt et års opsigelse, og oveni får han et års løn med sig.

Eivind Kolding er fredag blevet fyret fra sit job som administrerende direktør i Novo A/S.

Det siger formanden for bestyrelsen, Sten Scheibye, til Ritzau Finans.

- Ja. Det er jo det, der i bund og grund er sket, siger Sten Scheibye.

Fredag eftermiddag meldte Novo A/S ud, at Kolding var fortid som direktør. Og det er en beslutning, der er taget af bestyrelsen med Sten Scheibye ved bordenden. I forvejen mangler Novo en finansdirektør.

- Og det var i forbindelse med processen om at finde en ny finansdirektør, som var sat i gang, at vi i bestyrelsen har vurderet de samlede kompetencer, ledelsesopgaver og profil i Novo, siger Sten Scheibye.

- Og der kom vi frem til den kedelige beslutning, som det altid er, at sige, at vi skal have en ny administrerende direktør, som - når vedkommende bliver fundet og ansat - så skal hjælpe os med at definere den finansdirektørstilling, som vi skal have besat, siger bestyrelsesformanden.

Med Koldings afgang kommer Novo A/S altså til at stå uden to topchefer i en periode.

- Man kan sige, at det er en svær proces. Men vi har jo en organisation, hvor mange kan hjælpe os. Men selvfølgelig er det ikke en optimal proces, siger Sten Scheibye.

- Vi vil ikke uddybe, hvad det er for en del af hans (Eivind Kolding, red.) baggrund, som vi gerne ville have anderledes. Men det vil vi definere sammen med en headhunter og derefter sætte en søgning i gang, siger han.

Ifølge bestyrelsesformanden har Eivind Kolding godt et års opsigelse, og oveni får han et års løn med sig:

- Så det er godt 20 mio. kr., lyder det fra Sten Scheibye.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress