Af Ritzau - 27/07-16 16:02

Franskmænd kræver mere sikkerhed i kirker efter drabFranskmænd kræver mere sikkerhed i kirker efter drab

Muslimsk leder i Paris udtrykker dyb sorg og kalder drab på præst for "blasfemisk helligbrøde."

Religiøse ledere i Frankrig opfordrer til forbedret sikkerhed i kirker, synagoger, moskeer og templer efter drabet på en ældre præst i Normandiet.

Repræsentanter for kristne, muslimer, jøder og buddhister mødtes onsdag med præsident François Hollande efter det brutale drab på den 86-årige præst Jacques Hamel under en morgengudstjeneste.

En af de to mand, som begik angrebet, bar en elektronisk overvågningsfodlænke, som var midlertidigt afbrudt i henhold til betingelserne for hans prøveløsladelse.

Den muslimske leder Dalil Boubakeur, som leder Den Store Moske i Paris, siger ifølge BBC, at "der er et dybt ønske" om mere sikkerhed og vedholdende fokus på truslerne imod den.

Boubakeur udtrykte "dyb sorg" på vegne af muslimer i Frankrig over tirsdagens angreb i en almindelig katolsk krise i en forstad til Rouen.

Han sagde, at angrebet var "blasfemisk helligbrøde."

Ærkebiskoppen i Paris, Andre Vingt-Trois, roste de harmoniske relationer, der eksisterer mellem de forskellige religioner i Frankrig.

- Vi må ikke lade os lokke ind i det politiske spil, som Islamisk Stat spiller, pointerede han.

Den 86-årige præst var gennem en lang årrække en betydningsfuld person for mange af de omkring 30.000 indbyggere i byen Saint-Etienne-du-Rouvray.

- Han døbte mine børn og viede den ene af mine sønner i september 2010, siger en lokal indbygger, Catherine, til AFP.

- Alt dette synes så uvirkeligt, og så sker det pludselig i vores egen bydel. Dette er et fredeligt sted, siger hun med tårer i øjnene.

Islamisk Stat har via nyhedsmediet Amaq taget skylden for angrebet. De to gerningsmænd, der blev dræbt af politiet, erklærede et tilhørsforhold til den ekstremistiske gruppe.

Paven har fordømt gidseltagningen, som Vatikanet kalder ekstra uhyrlig, da angrebet var rettet mod et helligt sted.

For halvanden uge siden blev Frankrig også rystet af et voldsomt angreb på strandpromenaden i Nice, hvor 84 mennesker blev dræbt, da en mand i lastbil kørte ind i en menneskemængde.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress