Af Ritzau - 14/09-16 08:31

Sverige sender 150 soldater permanent til GotlandSverige sender 150 soldater permanent til Gotland

Sverige skærper sikkerheden og placerer et artillerikompagni på Gotland.

Gotland har fået et permanent forsvar igen. Den svenske forsvarschef, Micael Bydén, beordrer onsdag en styrke på 150 soldater, som befinder sig på øen, til at blive der som en permanent styrke, oplyser SVT Nyheter.

- Situationen i vores omverden er blevet mere usikker, og det betyder, at jeg har truffet beslutningen om et permanent nærvær, siger Micael Bydén til SVT.

Den nuværende styrke afløses 1. juli næste år.

Til et spørgsmål om, hvorvidt den svenske befolkning skal se på den nuværende situation med bekymring, svarer Bydén, at der ikke er nogen direkte trussel mod Sverige.

- Men det gælder om at se realistisk på situationen i verden omkring os. Forsvaret tager nu ansvaret på sig og viser, at vi med en øget militær kapacitet tager ansvaret for landets suverænitet, siger han.

Et fast regiment på Gotland blev nedlagt i 2005.

En ny meningsmåling viser, at et klart flertal af svenskerne vil genindføre værnepligt i forsvaret.

68 procent af de adspurgte i meningsmålingen, som er udført af Novus, siger, at det er en god idé at genindføre værnepligt.

I en tilsvarende undersøgelse udført af Ipsos i januar i år, gik 72 procent af de adspurgte ind for at genindføre værnepligten, som blev afviklet i 2010.

Støtten til værnepligt er størst blandt de ældre, men også blandt yngre er der et flertal for en genindførelse.

Kun 16 procent af de adspurgte i Novus-målingen mener, at det er en dårlig idé at genindføre værnepligt.

Det svenske forsvar har i de seneste år haft svært ved at rekruttere, og man har opfordret til en genindførelse af værnepligt for både mænd og kvinder fra 2019.

/ritzau/TT

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress