Af Ritzau - 05/10-16 17:27; Opdateret: 05/10-16 18:31

Københavns Politi indfører visitationszone efter voldKøbenhavns Politi indfører visitationszone efter vold

Efter voldelige episoder har Københavns Politi indført visitationszoner i hovedstadens Nordvest-kvarter.

storybild

Efter flere voldelige episoder i Københavns Nordvest-kvarter har Københavns Politi valgt at oprette en visitationszone. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse. Det betyder, at politiet kan visitere personer, undersøge deres tasker, køretøjer og andre genstande i et bestemt geografisk område. (Billede: Scanpix/Linda Kastrup)

Hvis du befinder dig i Københavns Nordvest-kvarter, kan du risikere at støde ind i politiets nye visitationszone, som træder i kraft onsdag, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Det betyder, at politiet kan vende bunden i vejret på din taske, tjekke dine lommer og gennemrode din bil, uden at der foreligger en begrundet mistanke.

Politiet har valgt at oprette visitationszonen efter flere voldelige episoder, konfrontationer og det, som politiet kalder utryghedsskabende adfærd i området.

Senest 4. oktober blev en ung mand stukket ned på åben gade i området.

Det er fuldstændig acceptabelt, at politiet griber ind, mener Københavns overborgmester, Frank Jensen (S).

- Jeg bakker fuldt op om, at politiet nu sætter hårdt ind over for de unge. Skyderier og andre alvorlige kriminelle handlinger vil vi ikke se i Københavns gader, siger han i en kommentar.

Formålet med visitationszonen er at skabe tryghed for dem, der bor i området, ved at sikre, at personer ikke bærer på våben.

Men selv om beboerne i området kan blive generet af visitationszonen, er det nødvendigt, mener Frank Jensen.

- Det er nødvendigt at sende et klart signal til de unge om, at det her er en adfærd, vi ikke accepterer, og at man bliver straffet, hvis man bærer rundt på våben, siger borgmesteren.

Politiet har siden 2004 kunnet oprette visitationszoner i henhold til politilovens paragraf 6. Her fremgår det, at politiet kan foretage stikprøvevisitationer af personer, der befinder sig inden for zonen, uden at der er en konkret mistanke.

Politiet oplyser, at det konkret indføres visitationszoner i et større område omkring Bispebjerg. Her vil visitationszonen gælde i en uge fra 5. oktober til 12. oktober.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress