Af Ritzau - 03/05-16 12:46; Opdateret: 03/05-16 13:38

Amnesty: Dansk krigspartner begår overgreb mod IS-mistænkteAmnesty: Dansk krigspartner begår overgreb mod IS-mistænkte

Danmarks irakiske krigspartner begår overgreb mod IS-mistænkte, siger Amnesty efter fængselsbesøg nær Bagdad.

Medarbejdere fra Amnesty International besøgte i weekenden et fængsel i Anbar vest for Bagdad, hvor irakere mistænkt for at sympatisere med Islamisk Stat (IS) er fængslet.

Ifølge Amnesty er der tale om flere end 1000 mænd - heriblandt drenge ned til 15 år - som er tilbageholdt under umenneskelige forhold i uger og månedsvis uden anklage.

I det fængsel, som Amnesty-delegationen med generalsekretær Salil Shetty i spidsen besøgte, blev 683 mænd holdt fanget.

- De er stuvet sammen i små rum og har mindre end én kvadratmeter hver, udtaler Salil Shetty i en pressemeddelelse.

- De sidder i en sammenkrøbet stilling dag og nat og er ude af stand til at strække sig eller ligge ned og sove, ligesom de sjældent får adgang til frisk luft.

Beretningen har fået Amnesty i Danmark til at opfordre regeringen til at påtale problemet over for sin irakiske krigspartner - ikke mindst nu hvor det danske bidrag til koalitionen mod IS i Irak øges, lyder det fra generalsekretær Trine Christensen.

- Noget af det, der er særligt bekymrende, er, at den eneste bevisbyrde mod dem, der nu tilbageholdes under frygtelige forhold, er, at de er blevet tilbage, siger hun og uddyber:

- Det er netop det, der sker for civilbefolkningen, nemlig at de står tilbage i en umulighed situation. Det er dybt bekymrende, at fordi de bliver tilbage, så risikerer de at blive taget til fange og set som mulige kollaboratører.

Derfor har Amnesty Danmark nu sendt materialet fra organisationens besøg i Anbar til både Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet med opfordringen om, at Danmark påtaler problemet over for sin irakiske krigspartner.

- Vi anerkender selvfølgelig, at der er massive udfordringer for det irakiske militær. Men det er samtidig utrolig vigtigt, at det her ikke bliver normen for kampen mod IS, siger Trine Christensen.

- Det skal simpelthen foregå under ordnede forhold - også for dem, der bliver taget til fange. Og som partner har Danmark også et medansvar for at sørge for, at det sker, siger hun.

Den danske regering vedtog i sidste måned at sende omkring 400 danske styrker til en pris på cirka 300 millioner kroner til Irak og Syrien for at bekæmpe Islamisk Stat.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress