04/03-16 11:59

Lånebaseret SU deler industrien og akademikerneLånebaseret SU deler industrien og akademikerne

Det vil skabe større ulighed at afskaffe det sidste års SU, mener Djøf. På tide, lyder det fra Dansk Industri.

Det vil betyde gældsættelse og skabe større ulighed, hvis SU'en bliver fjernet for de studerende fra det sidste år på kandidaten.

Sådan lyder det fra fagforbundet Djøf om forslaget fra et ekspertpanel, om at SU'en på kandidatuddannelserne skal laves om fra stipendier til et rentefrit lån, som de studerende kan tage på sidste del af deres uddannelse.

- Så skal de studerende til at overveje, om de overhovedet har råd til at tage en uddannelse, som er en stor samfundsmæssig gevinst, siger Wenche Quist, forsknings- og uddannelsespolitisk chef i fagforbundet Djøf til Ritzau.

- Det betyder, at man skal gældsætte sig, og alle analyser peger jo på, at det er tungere for unge fra ikke-velstillede hjem at gældsætte sig, end det er for unge fra mere velstillede hjem, så det skaber ulighed i systemet.

Wenche Quist forstår i det hele taget ikke, hvorfor der skal være en diskussion om SU'en nu.

- Vi har haft besparelser og en fremdriftsreform, og nu går man så efter de studerendes SU. Vi har jo set, at flere unge kommer hurtigere igennem uddannelsen, så det er lidt forunderligt, at vi skal diskutere det nu.

- Det er rigtigt, at ledigheden er for høj for unge dimittender, men den generelle ledighed for akademikere er slet ikke høj, og det er jo det lange lys, man skal have på.

Men ifølge underdirektør Charlotte Rønhof fra Dansk Industri har det hele tiden været underligt, at de studerende har fået SU længere, end studierne tager.

- Det er oplagt at give de unge et incitament til at gøre sig hurtigere færdige, og det kan det her være med til. Og så er der noget unaturligt i, at vi giver SU i længere tid end studiet varer.

Spørgsmål: Men kommer det ikke til at spænde ben for nogle studerende?

- I dag er det jo muligt at tage et lån, så det er ikke fordi, man behøver at stå med fletningerne i postkasserne, fordi man ikke har penge til at gøre studiet færdigt.

- Det handler i høj grad om det signal, vi sender og der er altså noget, der ikke hænger sammen, når vi giver SU i seks år til studier, der tager fem år, siger hun til Ritzau.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress