Af Ritzau - 12/10-16 10:18

Mænd angriber soldater med pistoler og sværd i MyanmarMænd angriber soldater med pistoler og sværd i Myanmar

Nationalistiske buddhister anser det muslimske rohingya-folk for at være illegale indvandrere fra nabolandet.

Situationen er meget spændt i Myanmar, efter at hundredvis af mænd ifølge statslige medier angreb soldater nær grænsen til Bangladesh, som hovedsageligt er befolket af det muslimske rohingya-folk.

Mindst 12 blev dræbt ved angrebet, og der er frygt for en ny voldsspiral mellem buddhister og muslimer i et af landets fattigste områder.

Mændene, som angreb soldater i provinsen Maungdaw i delstaten Rakhine, var bevæbnet med pistoler og sværd.

Mange i Myanmar anser de omkring 1,3 million rohingyaere for at være et mindretal, der hører hjemme i Bangladesh. Buddhistiske nationalister siger, at de er illegale indvandrere, som ikke har nogen ret til at bo i Myanmar.

Sammenstødene kommer tre dage efter, at ni politimænd blev dræbt ved koordinerede angreb på tre grænseposter på grænsen mellem Myanmar og Bangladesh.

Volden er en drastisk optrapning i et område, hvor der har været en spændt situation siden 2012, hvor det kom til voldsomme kampe mellem rohingyaer og buddhistiske nationalister.

Dengang blev over 100 mennesker dræbt, og titusinder af rohingyaer blev drevet på flugt. Mange af dem blev indkvarteret i lejre og er fortsat underlagt stærke begrænsninger for, hvor de kan bevæge sig hen, når de forlader lejrene.

- Under sammenstødene onsdag blev mindst fire soldater og otte angribere dræbt, skriver den statslige avis Global New Light of Myanmar.

Rygter om drab og masseanholdelser i Maungdaw de seneste dage har spredt sig voldsomt på sociale medier i landet i de seneste dage, hvilket bidrager til indtrykket af en eskalerende konflikt.

Siden Anden Verdenskrig har rohingyaerne kæmpet for at bliver anerkendt som en af de mere end 130 etniske grupper i Myanmar.

Rohingyaerne i Myanmar er ifølge FN undertrykt og forfulgt af staten. De udsættes for tvangsarbejde, har ikke ret til at eje land og har begrænsede rettigheder på flere andre områder.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress