21/01-16 13:24

S: Asyludspil er både moralsk og juridisk forkertS: Asyludspil er både moralsk og juridisk forkert

Hverken S eller K er begejstret for Liberal Alliances forslag om at suspendere flygtningekonventioner.

Det vil kun skabe flere problemer, hvis man følger Liberal Alliances forslag om at suspendere de internationale flygtningekonventioner i to år for i stedet at bruge ressourcerne på hjælp i nærområderne og 4000 kvoteflygtninge.

Det mener både Socialdemokraterne og De Konservative.

Dan Jørgensen, Socialdemokraternes udlændingeordfører, kalder forslaget både juridisk og moralsk forkert.

- Vi er juridisk forpligtet. Træder vi ud af konventionerne, så vil vi også være tvunget til at forlade Dublin-forordningen, og det kan få den paradoksale konsekvens, at vi risikerer endnu flere asylansøgere.

- Moralsk er det her ikke en god idé. Hvis vi tager 4000 kvoteflygtninge, og der så står en gravid kvinde i lufthavnen, der kommer fra et diktaturland, så skal vi sige nej, fordi hun er nummer 4001, selv om vi ved, vi sender hende tilbage til diktatur, voldtægt og død, siger han.

Dan Jørgensen anser det ikke for muligt at suspendere konventionerne for en toårig periode, selv om hans parti er enig med Liberal Alliance i, at der er brug for hjælp i nærområderne.

- Forskellen på vores forslag og Liberal Alliances er, at de vil det modsatte af lov og ret. De vil bryde konventionerne, og det vil kun føre til mere kaos, mere ufred og flere flygtninge i verden, siger han.

Også fra Liberal Alliances egen fløj mødes forslaget om suspendering af konventionerne med skepsis. Det fortæller De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

For selv om partiformanden tidligere har meldt ud, at man bør kaste et skeptisk blik på de internationale konventioner, tror han ikke, at Liberal Alliances løsning er vejen frem.

- Jeg ser på det som rigtige takter, at vi skal have gjort noget ved konventionerne, men at vi selv egenhændigt siger, at nu suspenderer vi dem, det, tror jeg slet ikke, kan lade sig gøre, siger han.

Ligesom Dan Jørgensen frygter Søren Pape, at det vil få flere negative end positive konsekvenser. Og derfor frygter han, at det i praksis er umuligt.

- Enten er man med, eller også er man ikke med, og jeg tror ikke, at et lille land som Danmark kan håndtere at være ude. Hvad hvis Libanon siger det samme, så er der to millioner flygtninge, der nok næppe vil flytte sydpå.

- Det er fristende at sige som Liberal Alliance, men det er også fristende at sige, at jeg gerne vil have to lørdage på en weekend. Det skal jo bare kunne lade sig gøre i virkeligheden, siger Pape.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress