Af Ritzau - 13/04-16 09:22

Billund Lufthavn håber på togforbindelses overlevelseBillund Lufthavn håber på togforbindelses overlevelse

Faldende oliepriser får budgettet for Togfonden til at smuldre, hvilket bliver mødt med ængstelse i Billund.

Spændt følger Kjeld Zacho Jørgensen, Billund Lufthavns direktør, de seneste politiske udmeldinger om Togfonden og håber på, at planen om ny jernbaneforbindelse til Billund overlever.

Det skriver TV Syd.

Dansk Folkeparti meldte tirsdag aften ud, at partiet nu er klar til at droppe en ny jernbanebro over Vejle Fjord, som den daværende SRSF-regering sammen med Enhedslisten og Dansk Folkeparti ellers var enige om.

- Vi følger situationen nøje. Meldingerne går jo først og fremmest på, at jernbanebroen droppes. Jeg håber, at en ny togforbindelse til Billund overlever en tilpasning af planerne med Togfonden.

- Der vil fortsat være en stor gevinst ved, at Billund med lufthavnen, Legoland og Lego bliver koblet på det landsdækkende jernbanenet, siger lufthavnschef Kjeld Zacho Jørgensen til TV Syd.

Som en del af aftalen sikrede Dansk Folkeparti sig, at der sammen med en ny togbro over Vejle Fjord skal skabes jernbaneforbindelse fra Jelling til Billund af hensyn til både lufthavnen, turismen og erhvervslivet.

En forbindelse, der med de nye udmeldinger hænger i en tynd tråd.

De 28,5 milliarder kroner til projekterne i Togfonden skulle komme fra en øget beskatning af olieudvindingen i Nordsøen.

Men stærkt faldende oliepriser får det økonomiske grundlag til at smuldre under baneprojekter, der skulle forkorte rejsetiden for passagererne.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress