12/02-16 05:36

Lilla bleer udstilles: Aarhus åbner museumsbørnehaveLilla bleer udstilles: Aarhus åbner museumsbørnehave

Den Gamle By får landets første komplette museumsbørnehave, som er en genskabelse af institution fra 1974.

I Aarhus åbner Den Gamle By Danmarks første komplette museumsbørnehave, skriver Kristeligt Dagblad.

Børnehaven, som er en genskabelse af en Red Barnet-børnehave fra 1974, ligger oven på den naturtro kopi af Aarhus' navnkundige jazzværtshus Bent J og rummer alle de tidstypiske elementer.

Det er eksempelvis lyslevende pædagoger med batikfarvede lilla stofbleer på hovedet.

- Hvis der er noget, der kendetegner 1960'erne og 1970'erne, så er det kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, som skabte behov for, at institutioner kunne overtage en del af børnepasningen, fortæller Berit Guldmann Andersen, museumsinspektør ved Den Gamle By, til avisen.

- Det er interessant, at de første børnehaver ikke var kommunale, men private, som for eksempel udgik fra Red Barnet, Sct. Georgs Gilderne eller var menighedsbørnehaver, lyder det videre.

Hun tilføjer, at samtidig med at børnepasningen blev institutionaliseret, var der en stærk bevægelse imod tidligere dogmer om, at børn skulle have ro, renlighed og regelmæssighed - til fordel for barnets egne ønsker.

Det kom til udtryk ved, at pædagoger var meget optaget af at diskutere fag og metoder - og ude i befolkningen blev tidens pædagogmode med lilla ble et symbol på det ændrede syn på børn og pædagogik.

- Tidligere havde barneplejersker haft hvid kittel og hvid hovedbeklædning. Nu ændrede farven sig fra hvid til lilla i protest, og derfor skal vores pædagoger også have lilla ble på - det var jo en del af uniformen i 1974, siger Berit Guldmann Andersen ifølge Kristeligt Dagblad.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress