31/03-16 03:23

USA tynder ud i antallet af jihadister på GuantánamoUSA tynder ud i antallet af jihadister på Guantánamo

Omkring et dusin indsatte på den amerikanske base i Cuba vil snart blive overdraget til andre lande.

Omkring et dusin indsatte på den amerikanske Guantánamo-base i Cuba vil i løbet af de kommende dage og uger blive overført til andre lande.

Det er Kongressen i Washington blevet orienteret om af Pentagon, oplyser en amerikansk embedsmand ifølge Reuters.

Hvilke lande, de indsatte skal sendes til, oplyses ikke. Men der er tale om "mindst to" lande. Hjemsendelsen kan ifølge Reuters ses som led i præsident Barack Obamas løfte om at nedlægge basen, inden han afslutter sin tid i Det Hvide Hus til januar.

På nuværende tidspunkt sidder 91 mistænkte jihadister fortsat i Guantánamo Bay, og de fleste af dem har været indespærret i over ti år - uden retssag og dom.

Tidligere husede fængslet over 700 fanger, men med årene er det lykkedes amerikanerne at få tyndet ud i antallet.

Gennem årene er Obamas bestræbelser på at lukke stedet igen og igen blevet blokeret af republikanske politikere. Mange af dem ser lejren som et effektivt værktøj i bekæmpelsen af terror.

Også i egne rækker har præsidenten mødt modstand. Eksempelvis beskyldes forsvarsministeriet for at overdrive omkostningerne af en lukning.

I februar oplyste en højtstående talsmand for regeringen, at man i løbet af de kommende måneder ville satse på at overdrage 35 fanger til andre lande.

De resterende fanger - det vil sige færre end 60 - skal flyttes til USA, sagde talsmanden.

I den forbindelse har den amerikanske regering udpeget 13 amerikanske fængsler, hvor fangerne potentielt kan huses.

Husningen af de knap 60 fanger vil være op mod 85 millioner dollar billigere, end hvis man valgte at opretholde driften af basen i Cuba.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress