25/02-16 16:47; Opdateret: 25/02-16 20:16

EU advarer om risiko for omfattende humanitær kriseEU advarer om risiko for omfattende humanitær krise

Der skal ske klare resultater de kommende 10 dage. Ellers bryder det hele sammen, advarer EU-kommissær.

Europa risikerer at stå over for en omfattende humanitær krise, efterhånden som den ene grænse efter den anden op gennem Europa lukker for flygtninge og migranter, advarer EU's migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos.

Han siger, at situationen langs den vestlige Balkan-rute op gennem Europa "er meget kritisk".

- Risikoen for en omfattende humanitær krise er meget reel og meget tæt på, siger Dimitris Avramopoulos efter et EU-indenrigsministermøde om flygtninge- og migrationskrisen torsdag i Bruxelles.

Han siger samtidig, at det er helt afgørende, at der frem mod et topmøde mellem EU og Tyrkiet 7. marts i Bruxelles sker klare fremskridt i håndteringen af krisen.

- I de næste 10 dage har vi brug for konkrete og klare resultater på jorden. Ellers er der risiko for, at hele systemet bryder fuldstændig sammen, siger Avramopoulos.

EU-kommissæren opfordrer alle EU-lande til at afstå fra sololøb med egne foranstaltninger og begynde at føre den aftalte EU-politik ud i livet.

- Vi har kun ansvar for at optrappe vores indsats for at føre de aftalte europæiske løsninger ud i livet, siger han.

Det gælder også den omdiskuterede omfordeling af 160.000 flygtninge rundt i hele EU, hvor der indtil nu kun er fordelt omkring 500.

- Omfordelingen skal have meget mere fart på i løbet af de kommende dage, siger Avramopoulos.

Han siger, at det ikke er nok at fordele 10 ad gangen. Der skal fordeles i hundredvis, hvis det skal virke.

- Til dem, der mener, at vi har brug for nationale løsninger, fordi den europæiske tilgang ikke virker, siger jeg: Det er netop nationale handlinger, der forhindrer en europæisk tilgang, siger han.

- Det er nu, der skal leveres. Vi har absolut ingen tid at spilde, siger Dimitris Avramopoulos.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress