Af Ritzau - 19/04-16 16:17; Opdateret: 19/04-16 18:25

Anklager kræver 40 dages ubetinget fængsel for sexfotosAnklager kræver 40 dages ubetinget fængsel for sexfotos

34-årig nordjyde står ifølge anklager til ubetinget fængsel for at have lagt sexfotos af ekskæreste på nettet.

40 dages ubetinget fængsel.

Det er, hvad en 34-årig mand fra Aalborg står til for at have lagt mindst otte billeder og tre videoer med ekskæresten ud på en pornohjemmeside.

Det mener i hvert fald anklagefuldmægtig Mikkel Holdensgaard fra Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi.

Materialet blev lagt ud på hjemmesiden i perioden maj til juni sidste år, og ekskæresten - en 26-årig kvinde - er så krænket over det, at hun har politianmeldt den 34-årige.

Sagen, der behandles af byretten i Aalborg, kommer i kølvandet på en række sager, som har fyldt i medierne på det seneste.

Der har eksempelvis været sagen om en 16-årig pige fra Nordsjælland, der blev udsat for seksuelle krænkelser af fire fyre og filmet undervejs. Efterfølgende blev videoen delt tusindvis af gange på sociale medier.

Flere andre kvinder har stået frem og fortalt, hvordan forsmåede ekskærester har hævnet sig ved at lægge intime billeder af dem på sociale medier og pornosider.

I sagen fra Aalborg forklarer kvinden, at hun har poseret på optagelser, som den 34-årige har lavet. Men det var kun til privat brug - ikke til offentliggørelse på en pornoside, siger hun.

- Jeg ville ikke dele de billeder med nogen. Jeg synes, det er megaflovt og totalt grænseoverskridende, forklarer kvinden foran dommeren og de to domsmænd ved Retten i Aalborg.

Hun siger, at hun gentagne gange har bedt ekskæresten om at fjerne billeder og videoer, uden at det er sket.

Den 34-årige nægter sig skyldig i anklagen. Han forklarer, at han ganske rigtigt har optaget nogle videoer af kvinden. Men det var, fordi kvinden bad ham om det, så hun - ifølge mandens forklaring - kunne sælge billederne.

- Jeg har taget billeder til dkwebcam.dk (sexchatside, red.). Hun spurgte, om jeg gad gøre det, så hun kunne sætte dem til salg. Jeg har hjulpet hende med at lægge billederne op, forklarer den 34-årige.

Han afviser, at han skulle have lagt billeder eller videoer af kvinden ud på pornohjemmesiden xvideos.com.

Den 26-årige bestrider ikke, at hun har tjent penge på frække billeder af sig selv på sexchatsiden. Men det var billeder beregnet for et lukket publikum, og her kunne hun selv styre, hvor meget af kroppen, man kunne se, forklarer hun.

Den 34-årige er tiltalt for at videregive private billeder, og det straffes som oftest med en bøde. Men anklageren kræver i denne sag noget usædvanligt 40 dages ubetinget fængsel.

Kvinden kræver 20.000 kroner i tortgodtgørelse af den 34-årige.

Der falder dom i sagen 31. maj.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress