Af Ritzau - 17/11-16 18:50; Opdateret: 17/11-16 19:20

Beregninger: Højtlønnede vinder mest på PSO-aftaleBeregninger: Højtlønnede vinder mest på PSO-aftale

Beregninger på seks familietyper viser, at alle får en positiv gevinst ved PSO-aftale, der ventes om kort tid.

Torsdag aften ventes et flertal på Christiansborg at indgå en aftale om at afskaffe PSO-afgiften. I stedet for PSO-afgiften skal danskerne betale mere i bundskat og have et mindre beløb på den grønne check.

Det har fået nogle partier til at frygte, at særligt pensionister og danskere på overførselsindkomst vil risikere at få indskrænket deres rådighedsbeløb.

Men det bliver ikke tilfældet, viser beregninger fra regeringen, som partierne er blevet præsenteret for i forhandlingerne.

Her er der regnet på seks familietyper. Ifølge regeringens beregningerne vil PSO-aftalen øge rådighedsbeløbet for alle familietyper. Det vil ske gradvist fra 2018 og frem til 2025, hvor aftalen er fuldt indfaset.

Den største stigning i kroner og øre går til den højtlønnede funktionærfamilie, som kan se frem til at have 5200 kroner ekstra til rådighed i 2025.

En enlig dagpengemodtager får til sammenligning en fremgang på 700 kroner i 2025. Opgjort i procent af den disponible indkomst er det dog den enlige dagpengemodtager, der får den største fremgang ifølge beregningerne.

For Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har det især været vigtigt at friholde pensionisterne. Og det vil også ske, viser beregningerne.

Et pensionistpar i lejebolig vil få en fremgang i rådighedsbeløbet på 1700 kroner i 2025. For en enlig pensionist i lejebolig vil beløbet være 1200 kroner i 2025.

Også LO-familien med to børn i ejerbolig kan se frem til at få flere penge mellem hænderne. I 2025 vil denne familietype få øget rådighedsbeløbet med 2500 kroner.

Den enlige HK'er uden børn må til gengæld nøjes med 800 kroner.

Forskellene skyldes flere ting. Blandt andet, at familierne med børn bruger mere el end enlige. Dermed får de mest ud af at afgiften på el fjernes.

De højtlønnede får i forvejen ikke grøn check og bliver dermed ikke ramt af nedskæringerne i den. Til gengæld skal denne familietype i kroner og øre betale mest i bundskat.

Beskæringerne i den grønne check går især ud over LO-familien og danskere på overførselsindkomst. LO-familien mister eksempelvis 700 kroner på den grønne check i 2025.

Men det ændrer ikke på, at aftalen ifølge beregningerne samlet set vil øge rådighedsbeløbet.

Ud over afskaffelsen af PSO-afgiften bidrager tre såkaldte forsyningsinitiativer også i mindre grad positivt til rådighedsbeløbet. De tre initiativer er inden for affaldsforbrænding, en energispareindsats og en kabelhandlingsplan.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress