Af Ritzau - 28/07-16 02:48

Apple har nu solgt én milliard af sit ikoniske produktApple har nu solgt én milliard af sit ikoniske produkt

Topchef Tim Cook siger i hyldesttale til iPhone, at den har forandret verden.

Det er nu næsten ti år siden, at Apple lancerede det, der siden skulle vise sig at blive selskabets mesterstykke og mest succesfulde produkt nogensinde, iPhonen.

Og nu har salget af den efterhånden ikoniske mobiltelefon rundet én milliard.

Det oplyser topchef Tim Cook på et møde onsdag med medarbejderne i Apples hovedkvarter i Cupertino, Californien, skriver NBC News og andre amerikanske medier.

Den præcise dato for salget af iPhone nummer 1.000.000.000, og i hvilket land eller butik den blev købt, fremgår ikke af Cooks hyldesttale til produktet.

Han betegner iPhonen som et "verdensændrende" apparat og et af de mest succesfulde produkter i historien.

- Det er blevet mere end en trofast følgesvend. Den er virkelig en vigtig del af vores daglige liv og muliggør meget af det, vi foretager os i løbet af dagen, siger Cook, der i 2011 overtog posten som administrerende direktør på grund af nu afdøde Steve Jobs' kræftsygdom.

- Sidste uge passerede vi endnu en vigtig milepæl, da vi solgte den milliardte iPhone, siger Cook.

Han tilføjer, at det aldrig har været Apples målsætning at blive førende inden for masseproduktion.

- Men vi har altid sat os for at lave de bedste produkter, som gør en forskel, siger han.

Telefonen har været en guldgrube for Apple, der i efterhånden flere år har været et af verdens mest værdifulde børsnoterede selskaber.

Tim Cook og mange andre Apple-ansatte er også blevet styrtende rige på succesen.

Året efter sin forfremmelse blev Cook udråbt som verdens bedst betalte topchef af Wall Street Journal. Hovedsageligt fordi han blev tildelt en stor stak Apple-aktier, som på det tidspunkt havde en værdi på næsten 400 millioner dollar.

Apple offentliggjorde tirsdag et kvartalsregnskab med et overskud på 7,8 milliarder dollar, og et iPhone-salg på over 40 millioner styk i perioden april, maj og juni.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress