29/02-16 16:43; Opdateret: 29/02-16 17:16

Medie: Tyrkiet angriber Islamisk Stat i SyrienMedie: Tyrkiet angriber Islamisk Stat i Syrien

Tyrkisk militær har mandag angrebet flere af gruppens positioner nord for Aleppo, rapporterer tyrkisk tv.

Tyrkiske regeringsstyrker har mandag angrebet påståede IS-mål i Syrien. Det rapporterer den tyrkiske tv-kanal NTV.

Ifølge NTV slog tyrkisk militær til mod flere af Islamisk Stats (IS) positioner nord for storbyen Aleppo. De tyrkiske styrker angreb angiveligt fra grænsebyen Kilis.

Den tyrkiske offensiv er en del af den USA-ledede koalitions kamp mod den militante gruppe, rapporterer NTV.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, sagde tidligere mandag, at han stadig tror på, at den delvise og midlertidige våbenhvile i Syrien holder, selv om dele af den syriske opposition siger, at den er brudt.

- I det store hele holder indstillingen af fjendtlighederne i Syrien, selv om vi har registreret nogle hændelser, sagde Ban Ki-moon.

Meldingen kom, efter at den franske udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault, har modtaget information om angreb på oprørskontrollerede områder i Syrien.

Den delvise våbenhvile i Syrien er forhandlet af USA, Rusland og flere stormagter, og både det syriske regime og 100 oprørsgrupper har godkendt aftalen.

Våbenhvilen omfatter ikke Islamisk Stat og al-Nusra Fronten.

Tyrkisk militær har angrebet flere IS-mål i Syrien og Irak efter et dødbringende selvmordsangreb i Istanbul 16. januar.

Her blev mindst ti tyske turister dræbt og 16 mennesker såret, da en syrisk selvmordsbomber sprængte sig selv i luften i Sultanahmet-kvarteret i centrum af byen.

Søndag oplyste den tyrkiske indenrigsminister, Efkan Ala, at tyrkiske sikkerhedsstyrker har afværget 18 selvmordsattentater i Tyrkiet siden 1. januar

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress