31/03-16 09:04

Mexico mislykkes med at hjælpe børn på flugt fra banderMexico mislykkes med at hjælpe børn på flugt fra bander

Kun en brøkdel af de titusindvis af børn, der flygter fra bandevold i deres hjemlande til Mexico, får asyl.

Titusindvis af børn flygter hvert år til Mexico fra andre lande i Mellemamerika for at undslippe bandevold i deres hjemlande.

Mange af børnene kvalificerer sig til flygtningestatus i Mexico, fordi de med rette frygter for deres liv. Men de mexicanske myndigheder formår ikke at identificere og hjælpe børnene.

Det fastslår menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW) i en ny rapport.

Sidste år pågreb myndighederne i Mexico ifølge HRW 35.000 børn, hvoraf de fleste kom fra Guatemala, El Salvador og Honduras, som har nogle af verdens højeste mordrater. Mere end halvdelen af børnene rejste alene.

Af samtlige 35.000 børn blev mindre end én procent anerkendt som flygtninge, viser rapporten.

- På papiret ser den mexicanske lov ud til at give beskyttelse til børn, der er flygtet fra deres hjemlande af frygt for deres liv. Men kun en håndfuld får rent faktisk asyl, siger Michael Bochenek, der leder afdelingen for børns rettigheder i HRW.

I de lande, børnene flygter fra, kontrolleres hele kvarterer af magtfulde gadebander, som bruger afpresning, voldtægt, drab og tvungen rekruttering af børn til at bevare kontrollen. Det viser rapporten fra HRW.

Humberto Roque, der er embedsmand i den mexicanske regering, forklarer, at mange af børnene simpelthen ikke ønsker at søge asyl i Mexico, fordi de hellere vil til USA, hvor mange af dem har familie.

- Det er derfor, at så få søger om at få flygtningestatus i Mexico, siger han.

- Vi har ikke noget problem med at anerkende flygtningestatus blandt mennesker, herunder børn, der befinder sig i en sårbar situation, lyder det videre.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress