Af Ritzau - 23/04-16 04:43

Myndigheder dropper ny Apple-sag efter at have fået kodeordMyndigheder dropper ny Apple-sag efter at have fået kodeord

Der er sat foreløbigt punktum i sagerne, hvor amerikanske myndigheder vil have hjælp fra Apple.

Det amerikanske justitsministerium har fredag droppet at lægge yderligere pres på it-giganten Apple i endnu en sag om en iPhone, som myndighederne ønskede Apples hjælp til at få adgang til.

Men nu viser retsdokumenter, at myndighederne er lykkedes med at låse telefonen op uden it-selskabets hjælp.

Nogen - det er uvist hvem - har nemlig videregivet adgangskoden til telefonen. Koden viste sig at være god nok, og derfor er Apples hjælp ikke længere nødvendig, lyder det.

Telefonen tilhører en mistænkt i en narkosag i New York. Sidste efterår forsøgte FBI og det amerikanske narkopoliti at få Apple til at bryde ind i telefonen.

Kravet blev tidligere i år afvist af en dommer i New York, men myndighederne tog efterfølgende sagen et trin højere op i retssystemet og krævede, at Apple hev fotografier, tekstbeskeder og andre digitale informationer ud af den beslaglagte iPhone.

Det nægtede Apple, ligesom det har været tilfælde i en mere omtalt sag om en telefon, der tilhørte en afdød attentatmand. I det tilfælde lykkedes det FBI at hacke sig ind på telefonen.

Apple ønsker af princip ikke at assistere myndighederne i sådanne sager, da selskabet frygter, at det kan give myndighederne mulighed for at få adgang til samtlige Apple-produkter.

Sagerne har derfor også udviklet sig til en generel kamp for privatliv i den teknologiske verden.

En række selskaber, der normalt betegnes som Apples konkurrenter, støtter formelt it-giganten i sagen. Det gælder blandt andet Google, Microsoft, Facebook og Snapchat.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress