17/03-16 08:38

Olienedtur giver Falck 2015-underskud på halv milliardOlienedtur giver Falck 2015-underskud på halv milliard

Falck har måttet nedskrive sine aktiviteter i Safety Services kraftigt, og det har affødt et større underskud.

Selv om Falck øgede sin omsætning i 2015 med ni procent, må selskabet alligevel indkassere en rød underskudslussing på 523 millioner kroner i årsregnskabet.

Det skyldes nedskrivninger i aktiviteterne i Safety Services, der uddanner og træner offshoremedarbejdere, i størrelsesordenen 750 millioner kroner.

Krisen i olie- og gasindustrien, som er affødt af de lave oliepriser, smitter altså også af på det danske sikkerheds- og redningsselskab.

- Vi er blevet ramt på samme måde som alle andre virksomheder, der har aktiviteter i olieindustrien.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg vælger dog i stedet at glæde mig over, at vi samtidig med nedskrivningerne på Safety Services i 2015 har styrket Falcks position på de væsentligste markeder i Europa, USA og Latinamerika, siger koncernchef Allan Søgaard i en kommentar til regnskabet.

Han understreger dog, at Falck på sigt skal opnå bedre resultater på bundlinjen.

I Danmark har selskabet sidste år måttet se ambulancedriften i Region Syddanmark gå til udenlandske Bios, men det er lykkedes at fastholde kontrakterne i de fire øvrige regioner.

Og i både USA og Spanien er det lykkedes at øge ambulancedriften betydeligt.

Forventningen for 2016 er en omsætningsvækst på 10 procent, selv om vanskelighederne i oliebranchen måtte fortsætte.

- I adskillige lande er der stigende efterspørgsel efter ambulancetjeneste af høj kvalitet, effektiv brandbekæmpelse, hurtig autohjælp, effektfulde sundhedsløsninger og andre af Falcks kompetencer, siger Allan Søgaard Larsen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress