Af Ritzau - 27/08-16 12:09; Opdateret: 27/08-16 14:47

Advokater og dommere betvivler effekt af hårdere straffeAdvokater og dommere betvivler effekt af hårdere straffe

Advokatsamfundet vil have politikerne til at holde sig fra dommernes arbejde i udnyttelsen af strafferammen.

storybild

Formand for Advokatsamfundets Strafferetsudvalg, Sysette Vinding Kruse mener ikke, at politikere skal gå ind og detailregulere strafferammen. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Hårdere straffe i voldsdomme får ingen præventiv effekt. Sådan lyder det lørdag fra både de danske advokater og dommere.

Advokatsamfundet giver en hård medfart til en melding i Berlingske fra justitsminister Søren Pind (V) om, at regeringen vil skærpe straffen for grov gruppevold med en tredjedel i forhold til i dag.

- Det kommer ikke til at have nogen effekt at øge straffen for den slags sager. Selve straffens længde er ikke afgørende. Det er noget andet med eksempelvis skattesvig, siger Sysette Vinding Kruse, der er formand for strafferetsudvalget i Advokatsamfundet.

Hun bliver bakket op af formanden for Den Danske Dommerforening.

- Jeg tror ikke, at tanken om at få fem eller otte måneder påvirker gerningsmanden særlig meget, når man skal op at slås, siger formand Mikael Sjöberg.

Justitsministeren ser ikke grund til at ændre selve strafferammen på op til seks års fængsel for vold og ti år for særligt grove tilfælde.

Men han lægger op til en lovændring, hvor det skrives ind i lovbemærkningerne, at strafniveauet skal hæves med en tredjedel i forhold til den hidtidige retspraksis.

Spørger man Sysette Vinding Kruse, skal politikerne holde sig langt væk fra at blande sig i dommernes arbejde i forhold til, hvordan den lovbestemte strafferamme bliver udnyttet. Hun synes ikke, at politikere skal detailregulere domstolenes arbejde.

- De skal beskæftige sig med at fastlægge strafferammen, og så er det op til domstolene at dømme i den enkelte sag.

Hun påpeger, at der normalt ikke kun er en juridisk dommer til stede, men også to almindelige mennesker - lægdommere eller nævninger - som repræsenterer befolkningen.

Men ifølge Mikael Sjöberg vil Dommerforeningen først råbe højt, hvis ministeren går ind direkte og blander sig i, hvordan der bliver dømt i konkrete sager.

- Jeg ser ikke noget problematisk i den ændring i lovbemærkningerne, som ministeren vil lave. Domstolene kører ikke deres eget aktivistiske liv. Vi følger det, der står i grundloven, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress