Af Ritzau - 21/06-16 13:34; Opdateret: 21/06-16 14:36

Hashryger fængslet for dødstrusler mod K-politikerHashryger fængslet for dødstrusler mod K-politiker

En 28-årig mand er blevet fængslet for trusler mod Mai Mercado (K), der hyldede rydning af Pusher Street.

En 28-årig mand fra Haderslev er tirsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger for trusler mod De Konservatives Mai Mercado.

Truslerne blev fremsat på Facebook, efter at folketingspolitikeren fredag havde hyldet politiets rydning af Pusher Street på Christiania.

- Findes der noget bedre end barsel med en nyfødt? Det skulle da lige være TV2 NEWS kørende i baggrunden, hvor politiet gennemsmadrer hashboder på Christiania! I love it, skrev politikeren på sin Facebook-profil.

I Retten i Sønderborg forklarede den sigtede ifølge Jydske Vestkysten, at han følte sig forurettet over Mercados kommentar.

- Jeg føler, hun håner folk, som ryger hash. Jeg har meget gavn af at ryge hash, for jeg har adhd, sagde den sigtede ifølge avisen.

Det fik ham til at besvare politikerens opslag med en stribe kommentarer, der ifølge Jydske Vestkysten rummer følgende udsagn:

"Du leger med dit og dit barns liv" og "Jeg kan godt forstå, hvis nogen vil stikke en kniv i dig og din baby" samt "Jeg ville fryde mig, hvis Mai Mercados baby mister livet".

Kommentarerne var tilsyneladende så voldsomme, at en anden Facebook-bruger valgte at anmelde sagen til politiet, som mødte op på den sigtedes adresse.

Efter politiets besøg røg manden tilbage til tasterne.

- Politiet er lige kommet og har sigtet mig. Hvis det får konsekvenser for mig, får det også konsekvenser for dig - det er ikke en trussel, men en garanti, lød det nu.

På den baggrund er manden ikke kun sigtet for trusler, men også for vidnetrusler.

Den 28-årige nægter sig skyldig og har kæret kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress