Af Ritzau - 19/11-16 21:24

Rungsted slår Rødovre efter målorgie i Metal LigaenRungsted slår Rødovre efter målorgie i Metal Ligaen

Rungsted slog Rødovre hele 8-5 i lørdagens opgør i Metal Ligaen, hvor Rungsted halede lidt ind på topholdet.

Tilskuerne i Rødovre Skøjte Arena fik virkelig noget for pengene lørdag, da Rødovre Mighty Bulls tog imod Rungsted Seier Capital.

Opgøret i Metal Ligaen bød på intet mindre end 13 scoringer, da gæsterne vandt den hæsblæsende affære 8-5.

Sejren betød, at Rungsted barberede lidt af Aalborg Pirates' forspring, og Rungsted nåede op på 31 point på andenpladsen.

Aalborg Pirates topper med 39 point, efter at det fredag blev til en 6-3-sejr ude over Herning Blue Fox.

Rødovre var også i kamp fredag, og her tabte klubben også, da Esbjerg Energy hjemme vandt 3-0.

Rødovre vader i nederlag og har blot hentet 15 point i 15 kampe og ligger næstsidst i ligaen.

Rungsted fløj afsted i første periode, og efter ti minutter var gæsterne foran 4-0 takket været scoringer af Mikael Christensen, Nikolai Gade, Brendan Connolly og William Boysen.

Det var dog ikke slut i perioden, da hjemmeholdet reducerede to gange. Først gjorde Jannik Karvinen det til 1-4, og i periodens sidste sekunder var det Steffen Klarskov Nielsen, der sørgede for 2-4.

Anden periode bød på to scoringer. Først øgede Rungsted til 5-2, men hjemmeholdet reducerede til 3-5.

For de målsultne var der mere i vente i tredje periode.

Rødovre skabte spænding ved at reducere til 4-5 ved Matthias Martini Asperup, men tre scoringer i perioden af Rungsted og yderligere en enkelt scoring af Rødovre sørgede for slutresultatet.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress