03/03-16 19:39

Islamist i Tyskland blev hjernevasket til angreb i IrakIslamist i Tyskland blev hjernevasket til angreb i Irak

Anklagemyndigheden i Berlin: Mentalt tilbagestående mand blev i Tyskland hjernevasket til selvmordsaktion.

Det tyske politi foretog torsdag en anholdelse af en læge, som er mistænkt for at have rekrutteret en ung mand til Islamisk Stat i Irak, hvor han gennemførte et selvmordsangreb for den ekstremistiske bevægelse.

Efterforskerne mener, at den 33-årige tyske læge hjernevaskede en 24-årig mand med jihadist-videoer og senere betalte for en enkeltbillet for ham til Syrien og Irak.

- Den yngre mand, som også har tysk statsborgerskab, sprængte sig selv i luften i det nordlige Irak - i byen Baiji, hvor hans selvmordsangreb kostede 12 irakiske soldater livet, hedder det i en erklæring fra anklagemyndigheden.

- Politiets efterforskning viser, at selvmordsbomberen var meget let påvirkelig, hedder det videre med tilføjelsen:

- Hvorvidt angriberen med fuldt overlæg blev rekrutteret af den anklagede, fordi han var mentalt tilbagestående er ved at blive undersøgt yderligere.

Anholdelsen i Berlin skete i forbindelse med razziaer i fire lejligheder i den tyske hovedstad og i den sydvestlige by Mannheim, hvor politiet har beslaglagt et kikkertsigte til et gevær, dokumenter, mobiltelefoner og computerudstyr.

Tusindvis af europæere er rejst til Syrien for slutte sig til Islamisk Stat.

Myndighederne i en række EU-lande har optrevlet rekrutteringsnetværk for Islamisk Stat. Det er blandt andet sket i Belgien, som i relative tal har langt flere militante, der støtter Islamisk Stat og andre voldelige grupper, end de fleste andre EU-lande.

Over 500 jihadister menes at have forladt Belgien for at slutte sig til Islamisk Stat.

Frankrigs præsident, François Hollande, har sagt, at Paris-angrebene den 13. november blev planlagt i Syrien, men at de blev forberedt og organiseret i Belgien. Ved angrebet slog islamister 130 mennesker ihjel og sårede omkring 200.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress