Af Ritzau - 19/04-16 15:00; Opdateret: 19/04-16 15:36

Bertel Haarder dropper \Bertel Haarder dropper "studiekreds" om antiradikalisering

Kirkeministeren imødekommer kritik og dropper stormøder om antiradikalisering. Han mødes med partier enkeltvis

Det går for langsomt med forhandlingerne om antiradikalisering, lyder kritikken mod kirke- og kulturminister Bertel Haarder (V).

Han er blevet beskyldt for at holde studiekreds i stedet for at holde reelle forhandlinger om at dæmme op for hadprædikanter og radikaliserede miljøer.

Der er blevet lyttet til kritikken, og derfor vil Bertel Haarder nu imødekomme de utålmodige partier og holde bilaterale møder med partierne i stedet for møder, hvor alle Folketingets partier sidder med ved mødebordet i ministeriet.

- Vi har foreløbig haft to gode møder i en meget stor kreds med alle partierne, hvor en række spørgsmål er blevet rejst og diskuteret.

- Men der har også været en vis utålmodighed i forhold til processen, og derfor finder jeg det rigtigst at tage en samtale med partierne hver for sig for at få afdækket, hvilke muligheder der er for at indgå en bred aftale, siger Bertel Haarder i en pressemeddelelse.

Derfor er det planlagte tredje stormøde mellem alle partierne på Christiansborg aflyst til fordel for møder mellem ministeren og partierne enkeltvis.

Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti gider ikke flere møder i kirke- og kulturministeriet om antiradikalisering, hvor alle er inviteret, for det fører ingen vegne, lød kritikken i sidste uge.

På Christiansborg er det praksis, at regeringen først undersøger muligheden for en bred aftale.

Men når der forhandles om emner, som tydeligt splitter Folketinget, så sker der normalt det, at nogle partier enten selv melder sig ud af forhandlingerne eller bliver smidt ud, når det står klart, at det ikke er muligt at nå til enighed.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, ser gerne, at der kommer endnu mere skub i forhandlingerne.

- Vi synes, de her forhandlinger er gået alt for langsomt. Der har mere været tale om, at regeringen har holdt studiekreds med nogle ufærdige tanker om forhandlingerne, siger Nicolai Wammen.

Det er under et år siden, at Socialdemokraterne havde regeringsmagten, men Nicolai Wammen afviser, at der ikke har været tilpas fokus på området.

- Socialdemokratiet har lavet en række initiativer netop til at bekæmpe ekstremisme og terror, da vi sad i regering, og vi er klar til yderligere initiativer. Lovgivningen skal vedtages inden sommerferien, siger han.

Alle partier mødes som planlagt 10. maj til nye fælles forhandlinger.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress