Af Ritzau - 04/10-16 04:02; Opdateret: 04/10-16 04:22

Topfigur i muslimsk broderskab meldes dræbt i skudvekslingTopfigur i muslimsk broderskab meldes dræbt i skudveksling

To ledende medlemmer af Det Muslimske Broderskab blev dræbt, da sikkerhedsstyrker stormede lejlighed i Kairo.

Et ledende medlem af Det Muslimske Broderskab er mandag blevet dræbt i en skudveksling med egyptiske sikkerhedsstyrker.

Det oplyser det egyptiske indenrigsministerium natten til tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge ministeriet er den dræbte Mohamed Kamal. Han var angiveligt ansvarlig for bevægelsens "væbnede fløj".

Det Muslimske Broderskab oplyser, at den 61-årige Kamal "forsvandt" mandag eftermiddag.

Mohamed Kamal var ifølge indenrigsministeriet tidligere blevet idømt livstid i en retssag, han ikke selv deltog i.

En anden topfigur i broderskabet, Yasser Shehata, mistede også livet mandag. Det skete, da sikkerhedsfolk stormede en lejlighed i Kairo. Aktionen blev iværksat efter et tip om, at de to mænd befandt sig i lejligheden.

Shehata havde ligeledes en dom hængende over hovedet. Hans lød på ti års fængsel.

Myndighederne har slået hårdt ned på Det Muslimske Broderskab de seneste år.

Efter flere folkelige protester i sommeren 2013 blev Egyptens daværende præsident, Mohamed Mursi, der tilhører broderskabet, afsat af det egyptiske militær.

Mursi havde året forinden vundet det første demokratiske præsidentvalg i Egypten. Det fandt sted, efter at den mangeårige præsident Hosni Mubarak blev tvunget til at forlade posten i begyndelsen af 2011.

Nogle måneder efter udskiftningen af Mursi erklærede myndighederne Det Muslimske Broderskab for en terrororganisation.

Egypten er siden blevet ledet af et militærstyre med general og hærchef Abdel Fattah al-Sisi som præsident. Al-Sisi stod i spidsen for kuppet mod Mursi.

Regimet har anholdt tusindvis af Det Muslimske Broderskabs medlemmer, og hundredvis er blevet dræbt.

I juli beskyldte Amnesty International egyptiske sikkerhedsstyrker for at slå hårdt ned på regeringskritikere med vold og tortur. Især tilhængere af Mohamed Mursi og broderskabet.

Det Muslimske Broderskab er Mellemøstens ældste islamistiske bevægelse.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress