30/01-16 06:16

Millioner i Fifa-tilskud er forsvundet i GuatemalaMillioner i Fifa-tilskud er forsvundet i Guatemala

Revisorundersøgelse afslører mystiske huller i budgettet for Guatemalas fodboldforbund.

Næsten en million dollar eller cirka seks millioner kroner er på uforklarlig vis tilsyneladende forsvundet i Guatemalas fodboldforbund.

De manglende penge, der var tilskud til forbundet fra Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, fremgår af en intern revision, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I 2015 modtog Guatemalas fodboldforbund, Fedefut, 8,24 millioner quetzals svarende til 1,1 millioner dollar i ni udbetalinger fra Fifa.

Men årsbudgettet for Fedefut omfatter kun en Fifa-betaling på cirka 250.000 dollar. De resterende cirka 850.000 dollar er ikke inkluderet i budgettet, viser de dokumenter fra revisorundersøgelsen, som Reuters har set.

Snesevis af personer fra fodboldforbund verden over er blevet sigtet af amerikanske myndigheder i forbindelse med en stor efterforskning af korruption i Fifa. Undersøgelsen har sendt chokbølger gennem verdenssporten.

De amerikanske myndigheder anklager Fifa-topfolk for bestikkelse for mere end 150 millioner dollar, omkring en milliard kroner. Bestikkelsespengene er ifølge anklagerne brugt til at sikre, at fodboldturneringer og tv-rettigheder er endt på bestemte hænder.

Skandalen er siden vokset og nået op i de øverste magtcirkler.

I september indledte schweiziske myndigheder en sag mod Fifas præsident, Sepp Blatter, der blandt andet er mistænkt for at have foretaget en mistænkelig pengeoverførsel på to millioner schweizerfranc til Uefa-præsident Michel Platini.

I december idømte Fifas etiske komité både Blatter og Platini otte års udelukkelse fra fodboldrelaterede aktiviteter.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress