26/01-16 04:00

Kommuner holder flygtninge fra udsatte boligområderKommuner holder flygtninge fra udsatte boligområder

Danmarks største kommuner forhindrer flygtninge i at flytte til bestemte almene boligområder.

Danmarks største kommuner vil skabe bedre integration ved at forhindre flygtninge på overførselsindkomster i at flytte til bestemte almene boligområder. Det skriver Ugebrevet A4.

I Aalborg og Vejle vil kommunerne hellere have tomme lejligheder i bestemte boligområder frem for at udleje til flygtninge eller andre på overførselsindkomster.

Det viser en rundringning, som Ugebrevet A4 har foretaget til de fem største kommuner, der sidste år modtog flest flygtninge.

Odense, Aarhus og Vejle har succes med at sprede flygtningene, og kommunerne sætter forhindringer op, så flygtninge ikke kan flytte til områder som Vollsmose, Gellerupparken og Løget.

Rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Steen Møller, i Odense (C) er godt tilfreds med billedet for Odense.

- Vi mener, det er bedst for integrationen, når vi placerer flygtninge blandt almindelige og arbejdende odenseanere. Det er vigtigt, at flygtninge med det samme ser, hvordan odenseanerne er en del af det lokale samfund, siger han til Ritzau.

Det er forbudt at anvise boliger til flygtninge i socialt udsatte boligområder. Men når flygtninge har fået anvist en bolig, kan de frit flytte rundt i kommunen og altså i princippet selv slå sig ned i et bestemt område.

I praksis forhindrer flere kommuner dog, at det sker.

Byrådene i blandt andet København, Aarhus, Odense og Aalborg har ifølge Ugebrevet A4 vedtaget, at man ikke vil have flere mennesker på overførsler til at bosætte sig i bestemte almennyttige boligområder. Søger de, giver boligorganisationen afslag.

Ansøgninger må ikke vurderes ud fra etniske kriterier, men ved at give afslag til mennesker på integrationsydelse og kontanthjælp, frasorterer kommunerne i praksis flygtninge og andre nytilkomne udlændinge, som ikke er i job.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress