Af Ritzau - 29/09-16 15:44

Udsigt til billigere færger sejler bort i horisontenUdsigt til billigere færger sejler bort i horisonten

Der skal betales moms af tilskud til billigere færgebilletter. S-ordfører kræver svar og frygter for priserne.

De danske færger får formentlig færre penge, end de blev stillet i udsigt.

Der skal nemlig betales moms af det tilskud til færgerne på 95 millioner kroner, som Folketinget har afsat til næste år.

Ambitionen er, at det skal koste det samme at sejle en kilometer med færge som at køre en kilometer på landevej. Det bliver også kaldt landevejsprincippet eller trafikal ligestilling.

Men når der ikke er taget højde for, at der skal betales moms, betyder det ifølge Socialdemokratiet, at der bliver delt penge ud med den ene hånd og taget med den anden.

Det mener Lea Wermelin (S), som er ordfører på forslaget om billigere færgebilletter.

- Med den ene hånd kommer man med nogle penge fra Transportministeriet, og med den anden hånd står Skat så og siger, at de penge, der skal gøre billetterne billigere, dem skal vi lige have tilbage igen, siger hun.

De 95 millioner kroner rakte oprindeligt til at sænke priserne i perioden efter skolernes sommerferie og indtil november - og så igen i månederne inden sommerferien.

Men nu har Skat gjort rederiet Færgen opmærksom på, at rederiet er momspligtig svarende til den moms, der er pålagt de billetter, som tilskuddene ydes til.

Ifølge TV Syd får det ikke ingen konsekvenser for priserne i år, men det er uvist, hvad det betyder for næste år.

Både på Samsø, Fanø, Læsø og Ærø har de haft en tydelig stigning i trafikken sammenlignet med samme periode sidste år.

Lea Wermelin mener, at det er regeringen, der har sovet i timen, og Socialdemokratiet kalder derfor social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) i samråd.

- Det er da bestemt regeringen, der har sovet i timen. Alle går ud fra, at når man melder et beløb ud på 95 millioner kroner, så er det også det beløb, som øerne kan forvente at få, siger hun og mener, at det er op til regeringen at finde en løsning på problemet.

- Regeringen må selv om, hvilken teknisk løsning den finder på problemet. Humlen er, at man har sagt, at der kommer 95 millioner kroner, som i øvrigt er meget mindre, end det man lovede inden valget, siger hun.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress