Af Ritzau - 13/08-16 00:26

Kontanthjælpsmodtagere trækker til yderkommunerKontanthjælpsmodtagere trækker til yderkommuner

Mennesker på uddannelses-, kontanthjælp eller integrationsydelse flytter til kommuner væk fra de store byer.

Tilflyttere er noget, man sætter pris på i landets yderkommuner. De er ikke blot skatteborgere, de er ambassadører, der taler omverdenens fordomme og misfornøjede statistikker imod.

Men de billigere boligpriser har ifølge flere borgmestre affødt en tilflytning, der for modtagerkommunerne er af mere ambivalent karakter, skriver Kristeligt Dagblad.

I hvert fald oplever en række udfordrede yderkommuner, særligt i det syd- og vestsjællandske, samlet set en nettotilflytning af borgere på de tre lave overførselsindkomster kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse.

Avisen har kontaktet 17 danske yderkommuner og kommuner på den københavnske vestegn, og fælles for kommunerne Guldborgsund, Halsnæs, Lolland, Odsherred, Slagelse, Tønder og Vordingborg er, at flere modtagere af de tre ydelser flytter til end fra.

Tallene siger ikke noget om, hvorfra og hvorfor overførselsmodtagerne flytter til kommunerne. Men flere borgmestre peger selv på ét forhold.

- I modsætning til hovedstadsområdet har vi haft mange billige boliger. Jeg ved ikke, om man skal bruge ordet "magnet", men det har da i hvert fald en tiltrækningskraft for folk med små indkomster, siger Vordingborg-borgmester Knud Larsen (V) til Kristeligt Dagblad.

Han understreger, at "alle mennesker jo har en værdi". Men siger også, at "når vi skal lægge budgetter i Vordingborg Kommune, så er det jo et område, der belaster os yderligere".

Ifølge økonomiprofessor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet kan udviklingen, hvis den fortsætter, betyde en større social opsplitning i Danmark.

- De fleste af dem, vi taler om, har ikke særligt høje uddannelser eller kvalifikationer og konkurrerer derfor med andre i de områder, der heller ikke har det. Derfor er beskæftigelsesudsigterne ikke enormt store, siger han til avisen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress