10/02-16 14:02

Klækkelig rabat til F5-lånerne efter renteauktionKlækkelig rabat til F5-lånerne efter renteauktion

Nykredits F5-lån endte med en rente på 0,76 procent. Det er væsentligt lavere end for fem år siden.

Det bliver markant billigere at være F5-låner, hvis man skal have rentetilpasset sit realkreditlån hos Nykredit til april.

Auktionerne over de femårige obligationer sluttede onsdag, og kontantslånsrenten endte på 0,76 procent.

Det er en hel del lavere end resultatet af den tilsvarende auktion for fem år siden, der endte med en femårig rente på 3,37 procent.

- Det lavere renteniveau kommer man som F5-låntager til at mærke på pengepungen nu, hvor udsigten er et ydelsesfald på plussiden på 600 kroner.

- Man bør nok tage et ekstra tjek på sin forskudsopgørelse for at sikre, at der er overensstemmelse med de lavere renteudgifter på realkreditlånet, skriver seniorøkonom Jeppe Borre fra Nykredit i en pressemeddelelse.

Han understreger dog, at renten fortsat kan rykke sig en smule, fordi der bag et F5-lån også er en række 1- til 4-årige obligationer, hvis auktioner endnu ikke er afsluttet.

F1- og F3-renterne ligger først fast på fredag, men de foreløbige prognoser peger på en F3-rente på 0,39 procent og en F1-rente på 0,31 procent.

Til de ovennævnte rentesatser skal lægges kursskæring og bidrag, men omvendt kan man trække en procentdel af sine renteudgifter fra i skat.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress