Af Ritzau - 25/08-16 15:07

Charterruter skal give nyt rygstød til Karup LufthavnCharterruter skal give nyt rygstød til Karup Lufthavn

Karup Lufthavn lancerer to nye charterruter og melder sig for alvor ind i kampen om de jyske flypassagerer.

Fra næste sommer kan man flyve fra Karup Lufthavn til de to græske feriedestinationer Kreta og Rhodos.

Det er selskaberne Apollo og Bravo Tours, der åbner ruter fra den midtjyske lufthavn, som samtidig skruer charmen på for at tiltrække flere kunder fra det midt- og østjyske.

- Vores udfordring er vores navn og det manglende kendskab til vores produkt, siger lufthavnschef Frans Bjørn-Thygesen.

Lufthavnen udskriver derfor en navnekonkurrence i håb om at finde et navn med en større gennemslagskraft.

Lufthavnschefen lægger ikke skjul på, at man svært gerne vil have flere kunder fra blandt andet Østjylland.

Her har Aarhus Lufthavn i Tirstrup i en årrække været præget af tilbagegang i antallet af passagerer og lukning af ruter.

- Selvfølgelig er vi interesseret i Danmarks næststørste by. Bor man i det centrale eller sydlige Aarhus kan man på to timer nå til København, hvis man flyver via Karup, siger Frans Bjørn-Thygesen.

Karup Lufthavn har op til otte daglige afgange til København. Ruten flyves af selskabet Danish Air Transport (DAT).

Lufthavnens mål er at nå op på 250.000 passagerer i 2018 - det dobbelt af niveauet i 2014.

- Vi er godt på vej, ikke mindst med de to nye charterruter fra næste sommer, siger Frans Bjørn-Thygesen.

Lufthavnen skal moderniseres, og der skal blandt andet indrettes en særlig business lounge til de forretningsrejsende, der primært benytter ruten til hovedstaden.

- Vi kommer til at slå på, at vi er en lufthavn for hele Midtjylland, at vi har gratis parkering, og at det tager under et kvarter at komme igennem terminalen og ud til flyveren, siger lufthavnschefen.

Akilleshælen er - medgiver han - manglende busforbindelser fra lufthavnen til de større byer i området.

Lufthavnen er i dialog med regionen om, hvordan der kan skabes forbindelser med kollektiv transport til og fra lufthavnen.

Flyselskabet DAT overvejer ifølge lufthavnschefen på eget initiativ at oprette en busforbindelse fra Aarhus til Karup.

Lufthavnens nye navn - og vinderen af navnekonkurrencen - vil blive afsløret om en måneds tid.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress