Af Ritzau - 03/06-16 11:04; Opdateret: 03/06-16 11:52

Tiltalt i stor miljøsag mistænkes for at spille sindssygTiltalt i stor miljøsag mistænkes for at spille sindssyg

Fire mænd er kendt skyldige i at have dumpet store mængder byggemateriale på flere forskellige grunde.

I det, der kaldes danmarkshistoriens største sag om miljøsvineri, er spørgsmålet om sindssygdom blevet relevant for strafudmålingen.

Fire mænd er kendt skyldige i en sag om dumpning af byggeaffald på forskellige grunde på Sjælland. En af mændene, som fungerede som chauffør, fik i marts sin straf på 30 dages betinget fængsel.

Fredag venter de tre øvrige mænd på at få deres strafudmåling. Én af dem læssede som chauffør byggeaffaldet af efter ordre fra de to hovedpersoner i sagen, som sammen organiserede dumpningen. Én af dem anses for at være foretagendets bagmand.

For den 33-årige bagmands vedkommende er det mentale helbred blevet til et kompliceret spørgsmål, som er en af årsagerne til, at der først falder dom cirka 10 måneder efter første retsdag i august sidste år.

Han fik sidste år foretaget en mentalundersøgelse, som viste, at han var sindssyg og meget lavt begavet. Men senere blev han indlagt i en periode, så man kunne observere ham mere indgående.

Her blev lægerne overbevist om, at han hverken er sindssyg eller mentalt retarderet, men at han simulerer psykotiske træk.

Under den 33-åriges forklaring i retten i august sagde han blandt andet, at han kunne være en hvilken som helst person. Det skulle forklare, at han havde oprettet firmaer under falske navne. Men manden opfinder altså den slags ytringer for at virke sindssyg, konkluderer Retslægerådet.

Den 33-åriges advokat, Peter Trudsø, argumenterer i retten for, at den første mentalundersøgelse kan have lige så meget ret som den sidste.

- Hvem siger, at den første mentalundersøgelse er fejlagtig? Mon ikke sandheden ligger et eller andet sted midt imellem. Det er en aldeles erfaren person, der har lavet den første mentalundersøgelse, siger advokaten.

Mentalundersøgelserne viser desuden, at chaufføren lider af en sindssygdom, men at han ikke er utilregnelig. Den anden af de to hovedmænd er periodevis sindssyg, men han var det ikke på gerningstidspunktet. Ifølge anklageren kan de begge derfor straffes.

Anklageren kræver den 33-årige straffet med tre år og 11 måneders fængsel, hans 40-årige makker skal straffes med ikke under tre års fængsel, og chaufføren bør ifølge anklageren få et års delvist betinget fængsel.

De tre mænd har sagen igennem nægtet sig skyldige.

Dommen ventes at falde fredag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress