24/02-16 07:43; Opdateret: 24/02-16 08:58

Redaktør: Løkkes sans for drama fornægter sig ikkeRedaktør: Løkkes sans for drama fornægter sig ikke

Eva Kjer Hansen-sagen har udløst en kæmpe krise i blå blok, og alle venter på Løkkes næste ord.

storybild

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har kastet blå blok ud i en stor krise. (Billede: Polfoto/Jonas Olufson)

Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl var forvirret, Simon Emil Ammitzbøll (LA) var fortørnet, mens Søren Pape Poulsen (K) stod fast: De Konservative havde mistet tilliden til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) på grund af sagen om landbrugspakken.

Krisen i blå blok var ikke til at skjule tirsdag aften i Statsministeriet, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen havde indkaldt de borgerlige partier til møde efter De Konservatives udmelding.

- Løkkes sans for drama fornægter sig ikke, konstaterer Brian Weichardt, politisk redaktør hos Radio 24syv, til Ritzau.

På de sociale medier havde statsministeren sået tvivl om, hvorvidt der fortsat var flertal for Venstre-regeringen. Men efter aftenmødet i Statsministeriet ville Løkke ikke udtale sig.

- Det er noget af en cliffhanger, han efterlader vælgerne og os andre med. Blå blok er i krise, og det formulerede de partier, der kom ud af Statsministeriet tirsdag aften, også selv, siger Brian Weichardt.

- De Konservative har kastet det borgerlige Danmark ud i en krise. Vælgerne kan sidde og se fjernsyn.

- Det, der begyndte med en diskussion om grødeskæring og baselineeffekter, som ingen havde hørt om før, endte på få timer inde i Statsministeriet med en statsminister, der såede tvivl om, hvorvidt regeringen skal fortsætte, siger Brian Weichardt.

Tirsdag lidt efter klokken 20 kunne Søren Pape Poulsen på et pressemøde fortælle, at blå bloks mindste parti havde mistet tilliden til Eva Kjer Hansen.

Hun har ifølge Pape ikke givet retvisende oplysninger om den landbrugspakke, som De Konservative i øvrigt fortsat vil stemme for.

Omtrent på samme tid skrev Lars Løkke Rasmussen på Twitter og Facebook, at han indkaldte de borgerlige partier til møde for at finde ud af, om der fortsat var flertal for regeringen.

Løkke har ladet mange spørgsmål hænge i luften ved at være tavs efterfølgende, mener Brian Weichardt.

- Manden, der indkaldte til mødet, kom ikke ud, og derfor svæver det for alle. Skal vi til valg? Hvordan ser regeringen ud? Hvad med Eva Kjer Hansen? Hvem skal overtage, hvis det kommer så vidt? Det er meget store spørgsmål, der hænger i luften, siger han.

Løkke må snart sige ord, lyder det fra Brian Weichardt.

- De Konservative har ikke tænkt sig at bakke på mistilliden til Eva Kjer som minister. Terningen er kastet, og de vil ikke have hende som en del af ministerholdet.

- Fronterne står dermed usvækket, og nu må Løkke ud af busken og fortælle vælgerne og de andre blå partier, hvad han har tænkt sig, siger han.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress