29/01-16 04:07

Forsker: Vaccine mod zikavirus kan være klar i årForsker: Vaccine mod zikavirus kan være klar i år

Det vil ikke være særlig svært at udvikle en effektiv vaccine mod zikavirus, mener en ekspert.

En vaccine mod det for tiden meget omtalte zikavirus kan være klar til brug i nødstilfælde inden årets udgang, lyder det fra en af udviklerne af vaccinen.

Zikavirus er blevet sat i forbindelse med alvorlige misdannelser hos nyfødte, hvor moren har båret virusset, og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) advarer om, at millioner af mennesker vil blive smittet.

Der findes i dag ingen vaccine mod sygdommen. Men en canadisk forsker, der er del af et konsortium, som arbejder med udviklingen af en vaccine, fortæller i et interview, at der sker fremskridt.

Forskeren Gary Kobinger siger, at de første test på mennesker vil kunne begynde i august. Og hvis det går godt, vil det åbne døren for, at vaccinen kan benyttes i nødstilfælde i oktober eller november.

Det skøn er noget mere positivt, end det hidtil har lydt fra amerikanske embedsfolk.

- Det vigtigste er at forberede sig på det værste, lyder det fra Kobinger, der var med til at udvikle en vaccine mod ebola, der har hærget i Vestafrika.

- Denne vaccine er nem at producere. Den vil kunne blive meget effektiv på meget kort tid, fortæller forskeren.

Torsdag lød det fra amerikanske embedsfolk, at USA har to potentielle vaccinekandidater, hvor man vil kunne begynde forsøg på mennesker i slutningen af i år, men der vil gå "adskillige år", før en vaccine vil være til rådighed for den brede befolkning.

De fleste tilfælde af zikavirus er forekommet i Brasilien med anslået mellem 440.000 og 1,3 millioner tilfælde.

Zikavirus, der overføres med myggearten aedes, kan give medfødt underudviklet kranie og hoved, såkaldt microcephali, og andre skader på centralnervesystemet hos nyfødte. Sammenhængen er dog ikke endelig bevist.

Omkring 80 procent af de smittede får ingen symptomer. Derfor ved mange gravide kvinder ikke, at de er smittet.

Det frygtede virus blev først konstateret hos aber i Zikajunglen i Uganda i 1947. Det første kendte tilfælde af smitte hos et menneske blev konstateret ti år senere.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress