29/01-16 12:05

FCM-træner: Uhyggeligt svært at erstatte vores profilerFCM-træner: Uhyggeligt svært at erstatte vores profiler

Resten af FC Midtjylland-truppen skal løfte sig efter salget af to store profiler, kræver træner Jess Thorup.

To af efterårets helt store profiler i FC Midtjylland er forsvundet fra den jyske hede inden for de seneste par uger.

Først blev forsvarsgeneralen Erik Sviatchenko solgt til den skotske storklub Celtic, og siden er angriberen Morten "Duncan" Rasmussen sendt til AGF.

FC Midtjyllands cheftræner, Jess Thorup, erkender, at de to salg giver holdet en udfordring.

- Det er selvfølgelig to store profiler, så det er klart, at det bliver uhyggeligt svært at erstatte de to spillere, lyder det fra FC Midtjylland-træneren.

- Men sådan er det, og i FC Midtjylland har vi ambitioner om at spille med i toppen af dansk fodbold, og det vil vi også på trods af, at vi har sagt farvel til to dygtige spillere.

I transfervinduet i januar har der også været tilgang af et par nye spillere i klubben.

Ind er kommet den tjekkiske offensivspiller Václav Kadlec samt den 21-årige midtstopper Daniel O'Shaughnessy, der netop har fået debut på det finske landshold.

Jess Thorup satser dog også på, at der i forvejen er kvalitet nok i truppen, til at man kan indfri målsætningerne for sæsonen.

- Nu er der nogle af de næste i rækken, der må steppe up og tage ansvar. Så vi har tro og forhåbninger om, at vi stadigvæk kan spille med om topplaceringerne, siger han.

Samtidig håber Jess Thorup dog også, at der ikke bliver tyndet yderligere ud i truppen.

- Der er nogle dage endnu, hvor der stadig kan ske noget. Forhåbentlig går det kun én vej - nemlig ind. Men man kan aldrig vide sig sikker, lyder det.

Klubben fra Herning ligger i øjeblikket på tredjepladsen i Superligaen og har fire point op til FC København på førstepladsen. Derudover venter også to kampe mod Manchester United, når der spilles 16.-delsfinaler i Europa League.

- Der får vi mulighed for at blive matchet på allerøverste hylde i Europa og får mulighed for at se, hvor vi står som individer og som hold. Det ser vi meget frem til, siger han.

FC Midtjylland tager lørdag 30. januar af sted på træningslejr, hvor turen går til Dubai.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress