Af Ritzau - 18/04-16 16:40

Raketter fra IS-styret syrisk område regner ned i TyrkietRaketter fra IS-styret syrisk område regner ned i Tyrkiet

I sidste uge blev den tyrkiske grænseby Kilis dagligt ramt af raketter fra Syrien, og udviklingen fortsætter.

Fire raketter affyret fra Syrien er mandag braget ned i det sydlige Tyrkiet, og mindst en person er dræbt.

Den dræbte er syrisk statsborger, rapporterer det tyrkiske nyhedsbureau Dogan.

Raketterne har ramt byen Kilis, som flere gange tidligere er blevet beskudt fra nabolandet. I sidste uge blev byen dagligt ramt af raketnedslag.

- Vi falder i søvn til lyden af raketter, og vi bliver vækket af lyden af raketter, sagde byens borgmester over telefonen til nyhedsbureauet Reuters i sidste uge.

Den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat har kontrol over det område, der ligger på den syriske side af grænsen.

Et stort antal syriske flygtninge opholder sig i Kilis. Antallet af syrere er i øjeblikket højere end antallet af tyrkere i grænsebyen. Kilis ligger blot fem kilometer fra Syrien.

Tyrkiet har besvaret ilden, skriver Dogan.

Tyrkiet står over for en række trusler. Nato-landet indgår i en amerikanskledet koalition, som bekæmper Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Samtidig kæmper militæret mod militante kurdere i den sydøstlige del af landet, hvor Kurdistans Arbejderparti (PKK) har brudt en våbenhvile, som havde varet i to år.

PKK erklærede i 2013 en ensidig våbenhvile. Men den brød sammen sidste sommer, og den tyrkiske regering har svoret at rive organisationen op med rode. Regeringen nægter at vende tilbage til forhandlingsbordet.

I alt er flere end 40.000 personer blevet dræbt i konflikten, siden PKK i 1984 indledte et væbnet oprør med krav om fuldstændig uafhængighed.

Siden er kravet blevet ændret til ønsker om mere autonomi og flere rettigheder til det kurdiske mindretal.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress