Af Ritzau - 18/06-16 04:32

Boko Haram-militante dræber politi og sørgende kvinderBoko Haram-militante dræber politi og sørgende kvinder

Syv soldater blev dræbt af Boko Haram i Niger, mens gruppen dræbte op mod 24 kvinder til begravelse i Nigeria.

Militante fra den ekstremistiske gruppe Boko Haram har de seneste dage trukket et blodigt spor hen over Nigeria og Niger.

I Niger gik bevæbnede medlemmer af den islamistiske bevægelse torsdag til angreb i et område, der huser flygtninge og internt fordrevne mennesker, oplyser lokale myndigheder ifølge Reuters.

Den amerikanske organisation Site, der overvåger islamistiske grupperinger, oplyser fredag, at i alt syv soldater blev dræbt i angrebet ved militære barakker. De militante stjal efterfølgende våben fra stedet.

Angrebet fandt sted, mens en delegation af ministre var på besøg i området. Ingen af ministrene meldes omkommet eller såret.

Boko Haram har taget skylden for angrebet.

Fredag var det en landsby i nabolandet Nigeria, der stod for skud. Her åbnede militante ild mod en gruppe sørgende mennesker. De var samlet i forbindelse med en begravelse, skriver nyhedsbureauet AFP.

Massakren kostede op mod 24 mennesker livet, størstedelen af dem kvinder.

Blodsudgydelserne fandt sted i byen Kuda i Adamawa-staten. En lokal leder oplyser til AFP, at dødstallet er 24 personer. En talsmand for det lokale politi i delstaten siger dog til nyhedsbureauet dpa, at der er tale om 18 dræbte og ti sårede.

Mange af ofrene beskrives som ældre kvinder.

Til AFP siger Maina Ularamu, der tidligere har været medlem af den lokale regering, at Boko Haram gik til angreb om aftenen.

- De (militante, red.) kom på motorcykler og åbnede ild mod forsamlingen. De dræbte 24 mennesker. De fleste af ofrene var kvinder. De militante plyndrede efterfølgende maddepoter, brændte huse ned og forlod stedet cirka en time senere, siger Ularamu.

Boko Haram har i syv år gjort oprør i Nigeria og kæmpet for en islamisk stat i den nordøstlige del af landet.

Siden februar 2015 har Niger også været plaget af de militante islamister, som gennemfører angreb i landet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress