Af Ritzau - 15/06-16 10:53; Opdateret: 15/06-16 11:55

Politikere fordømmer overfald på BødskovPolitikere fordømmer overfald på Bødskov

Generelt behøver politikere ikke frygte at færdes i det offentlige rum, mener Simon Emil Ammitzbøll.

storybild

Folketingspolitiker Morten Bødskov (S) blev tirsdag slået ned under en fodboldfest på Islands Brygge. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

Flere folketingspolitikere udtrykker bestyrtelse over, at forhenværende justitsminister Morten Bødskov (S) er blevet slået ned under et fodboldarrangement i København.

- Det er et politisk motiveret overfald. Det er rystende. Og jeg fordømmer det på det allerkraftigste. Politisk vold er det sidste, Danmark har brug for, skriver S-formand Mette Frederiksen på Facebook om overfaldet på partifællen.

Blandt dem, der kommer med sympatitilkendegivelser, er også Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll.

Han kalder overfaldet forfærdeligt. Men det er ikke udtryk for, at det generelt er utrygt for politikere at færdes i det offentlige rum, mener han.

- Jeg går ud fra, at Politiets Efterretningstjeneste har en vurdering af, om der er brug for beskyttelse eller ej.

- Det kan man selvfølgelig ikke altid gøre 100 procent, men jeg tror heller ikke, at man kan forestille sig, at hele Folketinget skal være under døgnbemanding, siger Ammitzbøll.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, håber ligeledes, at der er tale om et enkeltstående tilfælde.

- En af de gode ting ved det danske samfund, hvor vi er så forholdsvis tæt på hinanden, er jo, at politikere cykler på arbejde sammen med alle andre og går til fodboldkampe og koncerter. Og der sker aldrig noget som helst, siger hun.

Hun siger, at hun aldrig selv har følt sig truet.

- En helt grundlæggende respekt for uenighed er den reaktion, jeg oftest møder. Særligt når vi møder hinanden ansigt til ansigt, siger Pernille Skipper.

Københavns Politi bekræfter over for Ritzau, at overfaldet har fundet sted.

- Det er rigtigt, at han er blevet slået ude på Islands Brygge, og at politiet har optaget en anmeldelse for vold mod tjenestemand, lyder det fra politiets presseafdeling.

Her ønsker man dog ikke umiddelbart at gå i nærmere detaljer om, hvad der præcist skal være sket.

Morten Bødskov fortæller selv til Ekstra Bladet, hvordan overfaldet fandt sted:

- Han sætter sig meget målrettet lige ved siden af mig og begynder at spørge, om det ikke er mig, der er tidligere justitsminister, og om jeg ikke er socialdemokrat.

- Så rejser han sig lynhurtigt op og siger noget i retning af, at "det her er for Morin eller Moril". Så slår han mig ret hårdt med knytnæveslag i tindingen, og så løber han ned ad afsatsen, siger Morten Bødskov til avisen.

Folketingspolitikeren kan ikke selv sige, hvorvidt overfaldet var politisk motiveret.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress