Af Ritzau - 11/08-16 21:16

Kroatien bremser de danske håndboldherrer ved OLKroatien bremser de danske håndboldherrer ved OL

De danske håndboldherrer kunne ikke hamle op med Kroatien, som vandt torsdagens gruppekamp ved OL i Rio.

Efter sikre sejre over Argentina og Tunesien kom de danske håndboldherrer op mod overmagten torsdag, da Kroatien var modstanderen.

Danmark tabte den tredje ud af fem gruppekampe ved OL i Rio med 24-27.

Det var den første reelle styrkeprøve for Danmark, som er med ved OL i Rio for at kæmpe om medaljer og helst af den fineste karat.

Det får danskerne dog ikke med det spil, som holdet leverede i Future Arena mod kroaterne, som var taktisk overlegne i det meste af kampen.

Kroatien begyndte bedst og havde succes med at udnytte den nye regel, som giver mulighed for at skifte målmanden ud og spille med en ekstra markspiller i angrebet.

Danmark var derfor ofte seks mod syv i forsvaret og kom bagud både 2-5, 4-7 og 5-9, inden kroaterne begyndte at lave nogle fejl i opspillet.

Det var dog først efter 17 minutter, at Danmark udnyttede en af fejlene til at scorede til 7-9 i et tomt mål, da fløjen Casper U. Mortensen snuppede en sløset kroatisk tværpasning.

Danmark åd sig yderligere ind på den kroatiske føring, da brandvarme Lasse Svan reducerede til 9-10.

Dernæst var det Kroatiens indskiftede keeper Ivan Pecis, som fik lukket af for de danske skytter, og så var Danmark pludselig bagud 11-15.

En enkelt reducering på Mikkel Hansens straffekast blev det til for Danmark, som dermed var bagud med tre mål ved pausen.

Kasper Søndergaard var blevet klar igen efter sin skade, og han kom på banen fra anden halvlegs start.

Skjern-backen begyndte blændende med to oplæg til scoringer fra Lasse Svan, som også fik reduceret til 15-16 på et kontraangreb.

Jannick Green, som havde afløst Niklas Landin i buret, sørgede med nogle pragtredninger for, at Danmark kom helt tilbage i kampen. Mads Mensah Larsen skaffede kontakt ved 16-16.

For anden gang i kampen svarede kroaterne igen, og trods en mand i undertal øgede Balkan-nationen en 18-17-føring til 21-17.

Mikkel Hansen, som havde smidt bolden væk to gange i perioden, tog sagen i egne hænder og reducerede et par gange.

Det var dog ikke nok. Søndergaard manglede timingen i sine gennembrud, Lasse Svan begyndte pludselig at brænde, og forsvaret haltede hele tiden efter det idérige kroatiske angreb.

Da Domagoj Duvnjak scorede til 26-21 med syv minutter tilbage, så var løbet kørt for Danmark, som ikke evnede at svare tilbage til slut.

I de to sidste gruppekampe skal Danmark møde mindst lige så hård modstand, når Qatar og Frankrig venter lørdag og mandag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress