Af Ritzau - 18/08-16 11:53; Opdateret: 18/08-16 12:11

Professor: Gymnasiedruk kan skade de unge for livetProfessor: Gymnasiedruk kan skade de unge for livet

Gymnasieelevers drukfest i Dyrehaven viser ifølge professor en kultur, hvor det er vidt accepteret at drikke.

storybild

Det er ifølge rusmiddelforsker udtryk for en udbredt drukkultur på gymnasierne, når unge drikker sig fra sans og samling, som det skete forleden i Dyrehaven nord for København. (Billede: Free/Colourbox)

Der blev indtaget rigelige mængder øl, vin og det, der er stærkere, da op mod 8000 gymnasieelever fredag festede i Dyrehaven nord for København.

Det endte med, at 15 unge blev kørt på hospitalet med alkoholforgiftning. Flere af dem blev lagt i respirator og var i direkte livsfare.

Professor Mads Uffe Pedersen fra Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet er ikke overrasket over, at det gik galt for mange.

- Når 8000 unge mødes, og der samtidig er en drukkultur på gymnasierne, så er jeg ikke overrasket over, at det går galt, siger han.

Rusmiddelforskeren mener, at den massive indtagelse af alkohol er udtryk for en "fuldskabskultur", som er en del af studielivet.

- Der findes både på gymnasier og universiteter en festkultur, hvor det er vidt accepteret at drikke sig fuld, siger Mads Uffe Pedersen.

Mens det ikke er nyt, at danske gymnasieelever drikker mere end elever på eksempelvis erhvervsuddannelserne, så er det ifølge professoren nyt, at så mange samles for at drikke.

Spørgsmål: Er det udtryk for, at forældrene har svigtet, når unge gymnasieelever drikker sig fra sans og samling?

- Man skal se det som udtryk for, at forældrene selv lever i den samme kultur og selv har drukket, da de gik på gymnasiet. Det er en kultur, der eksisterer, og som de unge får et sted fra, siger Mads Uffe Pedersen.

Men det er ikke kun forældrenes frie syn på alkohol, der præger de unge, påpeger Mads Uffe Pedersen.

- Vi kan stadig købe alkohol, når vi er 16 år. Det er også udtryk for, at det fra politisk hold er accepteret, at man drikker i en tidlig alder, siger professoren med henvisning til, at unge kan købe øl og vin med en alkoholprocent op til 16,5 procent, når de er fyldt 16 år.

- Så jeg synes ikke bare, man kan give forældrene skylden. Det er en del af en større accept fra politisk hold og fra forældrenes side, siger rusmiddelforskeren.

Han mener, at drukkulturen på gymnasierne kan sætte sig spor hos eleverne resten af livet.

- Når man drikker meget i gymnasiet, så kan man være bange for, at drikkemønsteret kommer til at sætte sig fast, så man også drikker for meget resten af livet, siger Mads Uffe Pedersen.

Det kan ifølge professoren ende med et sundhedsskadeligt storforbrug af alkohol.

Herlev Hospital, der modtog flere af de alkoholforgiftede unge, har ifølge Berlingske besluttet at skrive til alle områdets gymnasier.

Sygehuset ønsker at stille dets sundhedsfaglige ekspertise til rådighed og holde oplæg på gymnasierne om rusmidler.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress