Af Ritzau - 19/08-16 14:45

Klausuler tvinger flere forskere til tavshedKlausuler tvinger flere forskere til tavshed

Flere universitetsforskere bliver pålagt at underskrive tavshedsklausuler af forskellige ministerier.

Forskere bliver i stigende grad pålagt at underskrive ministerielle tavshedsklausuler, som betyder, at de ikke må udtale sig om deres resultater. Men flere kontrakter er i strid med loven. Det skriver Universitetsavisen, der har hjemme på Københavns Universitet.

Avisen skriver på baggrund af en aktindsigt, at Københavns Universitet bruger kontrakter med tavshedsklausuler, der begrænser forskernes ytringsfrihed, når de udfører forskning for ministerierne – såkaldt myndighedsbetjening.

Det sker til trods for, at tavshedsklausulerne kritiseres for at være ulovlige af både flere jurister og Dansk Magisterforening.

Ifølge Universitetsavisen er det seneste bredt kendte eksempel fra 2015, hvor forskere fik mundkurv på, mens daværende miljøminister Eva Kjer Hansen forsvarede landbrugspakken.

Professor emeritus Heine Andersen mener, at brugen af tavshedsklausuler går ud over demokratiet, fordi viden bliver monopoliseret af staten.

- Jeg vidste ikke, at disse klausuler var så udbredte, da jeg startede. Når man kigger på indholdet i nogle af dem, så føler man sig nærmest hensat til DDR.

- Og det er både skræmmende, og udtryk for et ledelsessvigt og en meget usund kultur på universiteterne, når ingen hidtil har stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor man overhovedet har disse klausuler, siger Heine Andersen til Universitetsavisen.

Ifølge Heine Andersen er der kommet en større lukkethedskultur på danske universiteter efter den nye universitetslov i 2003, hvor ledelserne blev mere centraliseret og ikke længere skulle stå til regnskab og forklare sig over for nogen demokratisk valgt forsamling.

Professor i jura ved SDU med speciale i ytringsfrihed Sten Schamburg-Müller har set flere tavshedsklausuler de sidste par år og mener, at en del af dem er direkte i strid med forvaltningsloven.

- De kontrakter, der blev anvendt af Miljø- og Fødevareministeriet i forbindelse med "gyllegate" og af Undervisningsministeriet under SFI's evaluering af folkeskolen var helt klart ulovlige, siger Sten Schamburg-Müller til Universitetsavisen.

På Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE) på KU, mener dekan John Renner Hansen dog ikke, at problemet er så stort.

- Det er selvfølgelig beklageligt, hvis der i kontrakterne sniger sig formuleringer ind, som kan fortolkes på en sådan måde, at de bliver i strid med gældende lov. Vi er derfor kun glade for, at Ministeriet for Fødevarer og Miljø er i gang med en tilretning af deres kontraktformater, siger han til avisen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress